Omskæringsdebatten under valgkampen 2015

Følgende indlæg blev skrevet under valgkampen i juni 2015, hvor debatbølgerne omkring rituel omskæring af drengebørn gik meget højt. Det var der blandt andet tre årsager til.

For det første byggede en folketingskandidat fra Venstre stort set hele sin valgkampagne op omkring ønsket om et forbud imod rituel omskæring.

For det andet gav folketingspolitikeren Ida Auken udtryk for, at hun ikke gik ind for et forbud imod rituel omskæring af drengebørn, hvilket udløste en lavine af en shitstorm mod hende på de sociale medier.

Og for det tredje kørte en gruppe intaktivister under valgkampen en kampagne for at påvirke politikerne personligt og afkræve dem svar på, om de ville støtte et eventuelt kommende forbud. En del af kampagnen bestod i at sende pakker med “blodige” (ketchup)bleer til politikere, der gav udtryk for, at de ikke gik ind for et forbud.

 

Langt størstedelen af den danske befolkning ville blive vrede og forargede, hvis en antiabortgruppe brød ind i enhver debat på de sociale medier og i aviserne debatsektioner og konsekvent omtalte abort som fosterdrab, og hvis de pågældende i aggressive og sommetider direkte truende vendinger beskyldte kvinder, der havde fået foretaget en abort, for mord og for at have slået deres barn ihjel. Især ville den slags følelsesladede sprogbrug være uacceptabel, fordi abort udført inden for bestemte rammer og tidsgrænser er fuldt lovligt i Danmark.

Abort er et emne, der til stadighed debatteres, og nogle danskere mener faktisk, at ”fosterdrab” og ”mord” er de retvisende betegnelser for en abort, men så længe abort er lovligt, er den brede konsensus, at dem, der benytter sig af denne lovlige mulighed, ikke bør stigmatiseres eller til- og omtales, som om de havde gjort noget ulovligt eller forbudt.

Anderledes forholder det sig i debatten om rituel omskæring af drenge. Faktum er, at det ikke bare i Danmark, men i hele verden er fuldt lovligt at omskære drengebørn af såvel medicinske som kulturelle/religiøse årsager. Omskæring af drenge og mænd er almindeligt udbredt som behandling mod forskellige sygdomme, navnlig forhudsforsnævring og infektion, i de nationale sundhedssystemer over hele verden. Omkring en tredjedel af alle mænd i verden er omskåret. I moderne tid har rituel omskæring af drenge kun været forbudt eller behæftet med sanktioner i Sovjetunionen.

Trods disse fakta føler en stadig større gruppe danskere sig i disse år kaldet til at gå til kamp mod rituel omskæring af drenge. Selve deres holdning – at rituel omskæring ikke er af det gode – er fuldt ud legitim, omend for en stor dels vedkommende baseret på tendentiøs forskning og følelser frem for faktuel viden. Men dertil kommer, at deres metoder ofte er uhørt grove, chikanerende og intimiderende – faktisk minder de til forveksling om det, man eksempelvis ser blandt abortmodstandere i USA.

Mange såkaldte ”intaktivister” (aktivister, der arbejder for det, de kalder ”en intakt krop”) afsøger løbende Facebook og avisernes debatsektioner for enhver omtale af omskæring og kaster sig ind i enhver debat med en række argumenter, der hovedsageligt går på tre ting: 1. at omskæring krænker drengens rettigheder, 2. at forhuden besidder ganske særlige og noget nær magiske kvaliteter, som enhver mand pr. definition er fattigere foruden, samt 3. at omskæring af drenge er lig med børnemishandling.

Rettighedsargumentet kan debatteres af blandt andre jurister, og forhudens fortræffeligheder er der delte meninger om blandt læger, men det virkelig ulykkelige er måden, omskårne mænd samt forældre, der har ladet deres sønner omskære, til- og omtales på.

Mener vi virkelig som danskere, at det er i orden at beskylde kærlige og velfungerende forældre for at ”lemlæste”, ”traumatisere” og ”skamfere” deres børn, når de får foretaget et fuldt lovligt indgreb? Igen: ville vi synes, det var i orden, at kvinder, der fik en abort over en bred kam og i enhver sammenhæng, hvor abort blev bragt på banen, blev omtalt som barnemordere? Stigmatiseringen er præcis den samme, men måske fordi rituel omskæring i Danmark hovedsageligt praktiseres af ”de andre”, nemlig muslimer og jøder, benytter mange ukritisk disse ord, og endnu flere accepterer dem stiltiende.

Ud over stigmatisering af mindretal – muslimer udgør 4-5% af den danske befolkning, jøder bare 0,1% – er der også et andet problem med de grove beskyldninger, nemlig at betydningen af disse ord – lemlæste, skamfere, mishandle m.m. – udvandes og forfladiges, og dermed mister de deres betydning i de ulykkelige sager, hvor der vitterligt er tale om omsorgssvigt og børnemishandling.

Rituel omskæring er blevet et varmt emne under valgkampen. Vi ser voldsom hetz mod politikere som for eksempel Ida Auken og Astrid Krag, fordi de to imod den aggressive antiomskæringslobbys ønsker har vovet at erklære, at de ikke går ind for et forbud mod rituel omskæring af drenge. Bemærk, at de to ikke er tilhængere af omskæring eller selv har noget som helst med sagen at gøre personligt. Deres eneste ”forbrydelse” består i, at de ikke mener, at der er belæg for et forbud.

Vi ser en kandidat fra Venstre i hovedstadsområdet, der har bygget hele sin kampagne op omkring ønsket om et forbud mod omskæring, komplet med anskueliggørende fingeret omskæring af en hund for åben skærm – og der skal såmænd nok være nogle borgerlige intactiviststemmer at høste på den konto, for mange føler sig tydeligvis ”set og hørt” af Venstre-manden, der hyldes af meningsfæller for sit ”mod”.

Et andet bemærkelsesværdigt aspekt ved den såkaldte debat om omskæring er, at mange repræsentanter for de grupper, der praktiserer omskæring, faktisk er moderate og konsensussøgende. En del af de pågældende har eksempelvis ikke selv ladet deres drenge omskære, og de er ikke ”omskæringstilhængere”, som de ofte bliver kaldt, men udelukkende modstandere af et forbud mod omskæring – en skelnen, mange intaktivister tilsyneladende er ude af stand til at forstå.

Tilhængerne af et forbud er derimod ofte fastlåste i deres position og lader sig ikke rokke det mindste, selv i samtaler og debatter med omskårne mænd, der kan berette, at de er sunde og raske, fuldt funktionsdygtige seksuelt og glade for deres omskæring. Det virker ærlig talt lidt latterligt, når mænd med forhud belærer glade og tilfredse omskårne mænd om, at de er ”lemlæstede” og desuden lider af seksuelle problemer, de bare ikke selv har erkendt.

Nuanceret international forskning tyder på, at det sundhedsmæssigt og seksuelt er ligegyldigt for næsten alle mænd, om de er omskåret eller ej. Omskæring af drenge er lovligt, og desuden anses omskæring af nogle læger for at have sundhedsmæssige fordele, som dog er små og i mange tilfælde næppe relevante i Danmark, men som kan have betydning, hvis man bor i andre dele af verden. På den anden side kan der være komplikationer forbundet med omskæringer. Der forekommer kroniske skader, men det er heldigvis sjældent, og de fleste komplikationer er ufarlige og lette at behandle.

På den baggrund virker det fuldstændig ubegribeligt, at vi i Danmark oplever, at nogle danskere finder det i orden at kalde store dele af landets minoritetsgrupper for kriminelle, børnemishandlere m.m. – at afkræve politikere en stillingtagen og derefter hetze imod dem, hvis svaret er ”forkert” – at true debattører, der argumenterer imod et forbud – at verbalt overfalde, tilsvine, mistænkeliggøre og forsøge at udskamme enhver, der ikke er enig i, at et øjeblikkeligt forbud er vejen frem. Det er på høje tid, at alle danskere, der er engagerede i denne sag, stiller sig selv nogle kritiske spørgsmål.

Er intaktivisternes og antiomskæringslobbyens debatform i orden? Går deres fremfærd i spænd med vores demokratiske tradition om at lytte til de forskellige argumenter og derefter dele os efter anskuelser? Selv hvis man er enig i substansen, hvilket man naturligvis er i sin gode ret til at være, tror man så, at der kommer noget som helst godt eller konstruktivt ud af trusler, chikane, intimidering og hetz? Og ikke mindst: tror man virkelig, at det ”redder” en eneste dreng fra omskæring?

Reklamer