Intaktivisme – et studie i goysplaining

Begrebet ”mansplaining” har gået sin sejrsgang og er blevet optaget i en lang række sprog som udtryk for (nogle) mænds tendens til på nedladende og/eller bedrevidende vis at forsøge at belære kvinder om, hvordan alt det der med kønsroller, ligestilling og kvinders generelle livsvilkår hænger sammen.

I en artikel i Kommunikationsforum opsummeres betydningen af mansplaining således: ”Når en mand forklarer en kvinde, hvordan hun skal gøre noget, hun allerede ved, hvordan man gør. Eller siger, hun tager fejl, når hun har ret, eller forklarer hende forskellige ting med mere eller mindre korrekte “fakta” om et emne, som hun ved mere om end ham.”

I USA findes en lang række splaining-begreber, blandt andet white-splaining, pet-splaining og senest Bernie-splaining. Og så er der goy-splaining. Goy betyder ikke-jøde, og begrebet dækker over det, der sker, når en ikke-jøde (eller en jøde, der har vendt jødedommen ryggen) vil forklare jøder, hvad jødedom i virkeligheden er for en størrelse, og hvordan man er jøde på den rigtige måde.

Som pendant til definitionen af mansplaining ville definitionen af goysplaining lyde således: ”Når en ikke-jøde forklarer en jøde, hvordan jøden skal gøre noget, som vedkommende allerede ved, hvordan man gør. Eller siger, jøden tager fejl, når vedkommende har ret, eller forklarer jøden forskellige ting med mere eller mindre korrekte “fakta” om et emne, som jøden ved mere om end ikke-jøden.”

Omskæringsdebatten, som den har formet sig i Danmark de seneste ca. tre år, leverer et overflødighedshorn af eksempler på goysplaining. Det er blandt andet den intaktivistiske idé om, at Brit Milah (omskæringsritualet) med et snuptag kan erstattes med Brit Shalom, der giver anledning til goysplaining.

Til dette vil nogle muligvis indvende, at der findes jøder blandt fremtrædende intaktivister. Men hvis man ser nærmere efter, vil man opdage, at de pågældende, der ganske rigtigt har jødisk baggrund, i deres voksenliv er konverteret til andre religioner eller har lagt klar afstand til jødisk religion, tradition og kultur generelt. Så faktisk understreger det bare pointen om udenforstående, der omtaler og forsøger af udlægge en tradition, som ikke omfatter dem selv.

Brit Milah er omskæringsritualet, der påbydes jøder i Biblen, og som har været praktiseret af jøder alle de steder, de har levet, i flere tusinde år.

Brit Shalom beskrives som et indvielsesritual, der ikke omfatter omskæring, men hvor barnet bydes velkommen med bøn, sang og velsignelser. Dette lyder umiddelbart besnærende i mange danske ører, fordi det er sådan, man udfører ritualer i den protestantiske kirke. Man tror, man beder, og man besynger, og selve det religiøse, følelsen og ”magien”, foregår i en indre, åndelig og symbolsk dimension. Kroppen inddrages stort set ikke. Hvis det er denne trosbaserede, symbolske tradition og religiøse praksis, man er opvokset med, føles det rigtigt og naturligt at dyrke sin religion på den måde.

Problemet er bare, at mange andre religioner end den protestantiske kristendom ud over tro og åndelighed også har en langt mere konkret og fysisk dimension. Man kan ikke adskille religiøsiteten fra kroppen, det kropslige udtryk og de konkrete daglige aktiviteter og gøremål. For mange moderne vestlige kristne, kulturkristne eller for ateister, der afviser ethvert udtryk for religiøsitet som illegitim overtro, virker fysiske udtryk for religiøs tro middelalderlige i betydningen gammeldags, førreformistiske eller primitive i forhold til den indre åndelige tro eller den ”rene” tro på videnskaben.

Brit Shalom-ritualet er praktiseret i ganske små reformjødiske/ateistisk-jødiske kredse i USA i de seneste årtier. Selv i USA, hvor ritualet stammer fra, er det marginalt og benyttes yderst sjældent. Nogle mener endda, at ritualet er opfundet af intaktivister, og det er i hvert fald for en stor dels vedkommende via intaktivister, at dets eksistens er kommet til omverdenens og de fleste jøders kendskab.

Uanset hvad sandheden om Brit Shaloms oprindelse er, så er ritualet fuldstændig ukendt praksis i Danmark. Den dansk-jødiske variant, hvis man ikke ønsker at lade sin søn omskære, er ganske enkelt at lade være. Det lever mange fint med. Men at forklare jøder, at et mere eller mindre hjemmestrikket ritual er en legitim erstatning for et ritual, der har været praktiseret i årtusinder, er goysplaining for fuld udblæsning.

 

”Intaktivisme” er en sammentrækning af ”intakt” og ”aktivisme”. Intaktivister arbejder for det, de kalder en ”intakt” krop og ønsker afskaffelse af rituel/kulturelt betinget omskæring af drengebørn, typisk ved hjælp af et forbud, alternativt en aldersgrænse, hvilket er en eufemisme for et forbud. Læs mere om intaktivisme her

Reklamer