Erklæring i forbindelse med omdeling af reklame for ulovlig drengeomskæring

Sidste år blev en læge fradømt retten til at omskære drenge, fordi han havde foretaget drengeomskæringer under ulovlige forhold. I den seneste tid er der blevet omdelt reklameflyers med denne læges navn og tilbud om drengeomskæring i Aarhus Vest.

CircumInfo.dk tager på det skarpeste afstand fra ulovlig og uautoriseret drengeomskæring. Indgrebet bør altid udføres under overholdelse af gældende dansk lov på området. Indgrebet bør udelukkende finde sted under ordnede og hygiejniske forhold, og det skal naturligvis udføres eller overses af en læge med dansk autorisation, som har den relevante træning og erfaring samt udviser god lægeskik.

Når drengeomskæring udføres korrekt, er risikoen for komplikationer minimal. Uautoriserede indgreb øger risikoen for komplikationer. CircumInfo.dk opfordrer derfor til, at forældre, der ønsker deres søn omskåret, sikrer sig, at indgrebet forgår i fuld overensstemmelse med gældende dansk lov. Dansk lov angiver blandt andet, hvordan indgrebet skal udføres, at det skal foregå under bedøvelse, og at der skal føres journal.

Lovgrundlaget kan ses her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=162591

Sundhedsstyrelsens notat om drengeomskæring (2013) kan læses her: http://www.sst.dk/~/media/92A1A9B3C9E34F22A855659470CD81FE.ashx

Reklamer