Som optakt til Folkemødet bragte Politiken 9. juni 2023 en portrætartikel om Nikolaj Diamant Knudsen, som tager til Bornholm iført peniskostume for at snakke om forhud og drengeomskæring. Det hører med til historien, men fremgår ikke af artiklen, at NDK er mangeårig aktivist i foreningen Intact Denmark og danner par med foreningens forperson.
Intact Denmark har i over ti år udbredt usande fortællinger om farlighed og skadelighed ved drengeomskæring med det formål at få indført et forbud – en såkaldt aldersgrænse – imod ikke-medicinsk drengeomskæring i Danmark.
Sundhedsmyndighederne har tilbagevist samtlige væsentlige påstande fra Intact-bevægelsen om negative sundhedsmæssige konsekvenser af korrekt udført drengeomskæring.
Den tidligere børne- og socialminister slog i 2018 fast, at ikke-medicinsk drengeomskæring ikke strider imod FN’s Børnekonvention.
Så sent som i maj 2023 afviste justitsministeren og sundhedsministeren Intact Denmarks påstand om, at drengeomskæring ”i virkeligheden” allerede er ulovligt.
Alligevel fortsætter Intact-bevægelsen med at fremføre sine påstande. Dette er i sig selv dybt problematisk, men situationen får yderligere et twist, fordi Intact Denmarks misinformation er direkte rettet imod etniske, kulturelle og religiøse minoritetsgrupper i Danmark.
Det er de danske muslimer og jøder, der rammes af Intact-bevægelsens udskammende, sygeliggørende og faktuelt forkerte misinformation. Og allerværst: Det er muslimske og jødiske drenge og unge mænd, der får at vide af Intact Denmark og andre, at de er kulturelt og kropsligt forkerte.
Den seneste tids politiske fokus på at forebygge ulovlig drengeomskæring er positiv og til reel gavn for nogle af de berørte grupper. I den forbindelse er det trist at opleve, at Intact-bevægelsen hænger fast i sin misinformationskampagne. Men det er glædeligt, at resten af Danmark kommer videre.