Hvis man vil vide, hvad omskæring betyder for danske muslimer og jøder, skal man spørge dem selv – ikke kigge i Biblen eller Koranen eller tekster fra middelalderen.

Her fortæller danske muslimer og jøder om omskæring:

Et ritual, som forbinder én med historien

Naveed Baig er imam og ansat ved Rigshospitalet:

“Drengeomskæring er en naturlig og integreret del af muslimernes religiøse og kulturelle liv. Indgrebet bliver betegnet som ‘ifølge naturen’ i hadith-litteraturen (fortællinger om, hvordan profeten Mohammed levede, red.). Profeten Abraham var den første, der blev omskåret ifølge traditionerne, og for muslimer er omskæring sunnah (profetisk praksis), som i virkeligheden er gået hen og blevet en obligatorisk handling for mange. Dog er omskæring ikke en betingelse for at være muslim.

Omskæring af drenge er en vigtig livsbegivenhed, som de fleste muslimske familier på kloden dyrker. Det er en glædens dag, når ens søn bliver omskåret, og der bliver i mange kulturer delt gaver ud til familie, naboer osv. Indgrebet skal være udført inden puberteten, og de fleste bliver da også omskåret inden for de første uger og måneder. Dog udskyder nogle det på grund af medicinske komplikationer eller kulturelle skikke.

Der er en stor identitetsfølelse forbundet med at være omskåret og tilhøre et folk, som man deler fælles værdier med. For muslimer er omskæring først og fremmest et ritual, som forbinder dem med historien og profeternes traditioner. Denne praksis ligger dybt i muslimernes selvbevidsthed.”

Hvordan kan jeg lige se bort fra min kultur?

Peter er moderne ortodoks jøde; her er hans indlæg i en debat, hvor en anden debattør bad ham om at ‘se bort fra det religiøse aspekt’ ved omskæring:

“Problemet her er, at vi bare ikke kan forstå hinanden. Det fremgår af din forespørgsel om at glemme religionen et øjeblik. Jeg kunne også anmode om, at du glemmer din tro på individets ret til selvbestemmelse et øjeblik, men det ville jo bare ikke give mening for dig, for det er jo netop præmissen for debatten.

Religionen er her så ikke kun religion, men også kultur; den er en del af vores (jøders og muslimers) selvforståelse og tradition. Hvis vi skulle glemme religionen et øjeblik, så kunne vi lige så godt glemme, at vi er anderledes og lade os assimilere, netop fordi religion, kultur og tradition er den fælles masse, som skaber, hvem vi er.

Det er også en af grundene til, at jeg frustreres over, at man ikke vil tale med os, men forbi os, for så er der jo reelt bare tale om en modpart, der internt diskuterer, hvem vi som jøder og muslimer har ret til at være som gruppe.

Man kunne også anmode færinge og grønlandske jægere om, at de lægger kulturen og traditionen til side et øjeblik, og om de så ikke vil kunne indse, at drab på grindehvaler og søde sæler med store øjne burde have været forbudt for længst. Men sådan relaterer de jo ikke til grindehvaler og sæler.

Fortalerne for dyrs rettigheder – især i forhold hvor minoriteter tillades fortsat jagt på en dyrerace, som ellers er forbudt at dræbe – viser gerne billeder af sæler med store øjne, der skal tale til os som mennesker, men som mennesker med den forståelse og basispræmis, som fortalerne for et forbud selv har.

Det samme ser man i forhold til omskæring af drenge, hvor der vises billeder af grædende babyer helt uden for kontekst, så vi bliver præsenteret for fortællingen om overgreb på uskyldige babyer begået af de forældre, der netop burde beskytte børnene; og dermed hævdes det, at samfundet bliver nødt til at beskytte både a) børnene fra overgrebet, samt b) forældrene fra deres egen uvidenhed.

Men for de grønlandske jægere er sæler ikke et nuttet dyr med store øjne, men mad og tøj – også selvom man i dag kan få det andetsteds fra, og for os er omskæring ikke et overgreb, men en fuldendelse og et identitetsskabende ritual, der sikrer barnets ret og plads.

Det er to forståelser og verdensbilleder, der er så konsekvent forskellige, at det kan være svært at forklare for den anden part; hvilket er endnu en årsag til, at jeg ikke deltager i debatten, da den for det meste blot handler om at få ret.”

At vælge anderledes end familien

Mette er dansk jøde og har valgt at få sine sønner omskåret. Det fortæller hun om i et interview i gymnasielærebogen Danske verdensreligioner: Jødedom.

– Dine sønner er omskåret. Har der været tvivl om det valg?

“Ja, med vores første søn. Ikke med den anden. Mine brødre er ikke omskåret. Der havde ikke været en bris (omskærelse, red.) i min familie i 64 år, da min søn kom til, og der var ikke rigtig nogen, som syntes, at det var en særlig god ide. Altså, min mor har jo ikke valgt det for mine brødre, min far heller ikke, og han syntes, det var ganske forfærdeligt, min søster spurgte mig, hvorfor jeg ville stigmatisere min søn på den måde. Det var – aaaaaaaaaargh!
Men vi havde det sådan, at uanset hvad, så ville vores søn være et jødisk barn, som skulle indgå i en jødisk sammenhæng på en eller anden måde. Men det var ikke en glædens dag!”

– Lever du et liv, som er mere præget af jødiske traditioner end dine forældre?

“Absolut. Men ikke i forhold til det, min mor voksede op i. Min mor er vokset op i et meget traditionelt hjem, og hun havde for eksempel aldrig holdt jul, før hun mødte min far. Men i forhold til det jeg selv voksede op i – absolut.”

Fra Danske Verdensreligioner: Jødedom af Sara Kviat Bloch og Heidi Laura, Gyldendal Uddannelse, 2009.

Mere end jøde. En antropologisk undersøgelse af omskæringsdebattens konsekvenser for danske jøder er en eksamensopgave indleveret på Institut for Antropologi, Københavns Universitet i 2015 og desuden udarbejdet som en udredning og anbefaling til Institut for Menneskerettigheder.