På denne side:
Den vestlige kulturs syn på kroppen
Modstand mod omskæring op gennem historien
Intaktivisme
Intaktivisme i Europa
Rituel drengeomskæring praktiseres i det moderne Europa primært af muslimer og jøder. I religiøs sammenhæng forklares mandlig omskæring som en påkrævet praksis blandt muslimer og jøder. Rent historisk menes skikken at have været udbredt blandt semitiske stammer på og omkring den arabiske halvø i årtusinder. I både islam og jødedom har omskæring op gennem historien været en måde at markere gruppetilhørsforhold på, og mødet med andre folkeslag har ofte ført til kontroverser om netop omskæring.
Den vestlige kulturs syn på kroppen
Den vestlige kulturs ide om kroppen som perfekt og fuldendt fra Guds eller naturens hånd er ikke en universel sandhed. Det er en ide, der er udviklet i vestlig, kristen kultur over århundreder, og den går igen i nutidens modstand mod omskæring.
Mange omskæringsmodstandere beskriver sig selv som areligiøse eller ateister, der er motiveret af et moderne og sekulært livssyn, hvor kroppen fra naturens hånd er fuldendt sund og “rigtig”. Tanken er, med udgangspunkt i individets rettigheder, at ingen andre end kroppens egen “ejer” har ret til at ændre på en i udgangspunktet sund og rigtig krop, fordi enhver ændring, i denne kropsforståelse, vil være et skridt væk fra den naturlige krop, som er idealet.
Andre omskæringsmodstandere er kristne og henviser til, at man ikke bør forsøge at ændre eller forbedre Guds skaberværk. Men uanset om man opfatter kroppen som perfekt skabt og “urørlig” af religiøse årsager eller ud fra idealet om “den sunde og naturlige krop”, så er ideen om den naturlige/perfekte krop kulturelt forankret, og modstanden mod omskæring har – ligesom omskæring – dybe historiske, kulturelle og religiøse rødder.
Modstand mod drengeomskæring op gennem historien
I græsk-hellenistisk og romersk kultur hyldede man den naturlige krop, og omskæring blev anset for at være en barbarisk og afskyvækkende skik. I 167 f.v.t. forbød den græske Antiochos 4. omskæring i Seleukideriget i Nærorienten med det udtrykkelige formål “at indføre græsk civilisation.” Straffen for at omskære sin søn var hængning af både forældre og spædbarn. Romerrigets kejser Hadrian, der regerede 117-138, forbød ligeledes omskæring.
De jødiske befolkningsgrupper reagerede på flere forskellige måder på forbuddene. Nogle gjorde oprør (henholdsvis Makkabæer-oprøret og Bar Kokhba-oprøret), mens andre accepterede forbuddene, og nogle forsøgte sågar med forskellige teknikker af genskabe deres forhud for bedre at blive assimileret i den hellenistiske kultur.
Den tidlige kristendom adskilte sig blandt andet fra jødedommen ved ikke at kræve, at troende og nye konvertitter blev omskåret, men man forbød ikke omskæring. Med tiden opstod der dog et skisma omkring emnet.
En tilbagevendende antisemitisk fortælling omhandler anklager om, at jøder udfører rituelle mord som blodofre, ofte med forudgående omskæring, af kristne drengebørn. Fortællingen florerede i folkemunde blandt andet i England helt tilbage fra 1100-tallet og var medvirkende til, at jøderne blev udvist af England i 1290 og først fik lov at bosætte sig der igen midt i 1600-tallet. I blandt andet Rusland, Polen og Tyskland er lignende forestillinger dukket op med mellemrum gennem middelalderen og frem til moderne tid.
I Middelalderens Europa var omskæring omdrejningspunkt for teologiske overvejelser, idet Jesus, der var født jøde, var omskåret. Samtidig dikterede det kristne kropssyn, at menneskekroppen var en del af Guds perfekte skaberværk, som mennesker ikke burde ændre på. Denne modsætning førte til teorier om, at Jesu forhud ved guddommelig indgriben var blevet genskabt under opstandelsen, så den opstandne Frelser igen var fysisk fuldendt og således ikke stod tilbage for de uomskårede kristne, der sidenhen steg op til ham i Paradis.
I nordeuropæisk protestantisk kontekst var protestantismens grundlægger, Martin Luther, stærkt antisemitisk. Tidligt i sit virke håbede han, at jøderne i Europa ville konvertere til hans reformerede kristendom, men da det ikke skete, blev han stadig mere negativt indstillet over for jøder og jødedom. I 1543 udgav han det stærkt antisemitiske værk “Om Jøderne og deres Løgne”. Her skriver han blandt andet: “Vogt dig derfor for Jøderne og pas paa, hvor de har deres Skoler, da disse ikke er andet end en Satans-rede, hvori der kun findes Indbildskhed, Løgn og Modbydelighed, til aller bitreste og giftigste Skændsel for Gud og alle Mennesker, som var det Djævelen selv.” Luther nævner omskæring således: “Jøderne er et lavtstående, liderligt folk, ikke et folk af Gud, og deres praleri over deres herkomst, omskæring og lov er svinsk.”
Mange protestantiske menigheder har i nyere tid og navnlig efter 2. Verdenskrig taget afstand fra Luthers holdning til jøder, men holdningerne stod centralt i den protestantiske religion tidligere og var en integreret del af nordeuropæisk kultur i århundreder.
Formålet med disse nedslag i historien er ikke at påstå, at antisemitismen florerer i brede dele af den danske befolkning og samfundets institutioner i dag, men at sætte modstanden mod omskæring ind i den historiske kontekst, den hører hjemme i. Moderne ateistiske/areligiøse omskæringsmodstandere afviser ofte, at deres modstand er knyttet til kulturelle og historiske strømninger, men det må siges at være en slags blindt punkt.
Aktuelt rammer stigmatisering af det fremmede i høj grad muslimer, og ligesom det er sket for jøder op gennem historien bruges omskæring igen som en del af et fjendebillede, blandt andet når nogle omskæringsmodstandere påstår, at omskæring medfører voldelig adfærd. Læs mere om myter om omskæring her.
Intaktivisme
Siden 1970erne er der især i USA opstået en bevægelse, som arbejder for at sikre begge køns ret til deres “intakte” kroppe. Mens pigeomskæring er næsten universelt fordømt i den vestlige kultur og mest er noget, som praktiseres ude i verden af andre kulturer, er drengeomskæring langt mere kontroversiel; det gælder særligt i USA, hvor omskæring siden begyndelsen af 1900-tallet har været vidt udbredt i hele samfundet ud fra en overbevisning om at det er mere hygiejnisk og sundt at være omskåret. I 1970 blev 91 procent af alle amerikanske drenge omskåret kort efter fødslen – det gjaldt børn fra alle religioner og kulturer, med især latino-befolkningen som en af de få undtagelser.
Det er især denne ikke-religiøse, ikke-etniske omskæring, som har fået modstand fra den moderne bevægelse af “intaktivister” – aktivister som kæmper for den intakte krop.
Intaktivismen opstod som en del af 1970ernes opgør med den reaktionære og bornerte livsstil i USA, og var fra starten tæt forbundet med både LGBT-bevægelsen, en bevægelse, der kæmpede for naturlige fødsler og amning, og den voksende internationale bevægelse for universelle menneske- og børnerettigheder.
I USA er intaktivist-bevægelsen en relativt marginal gruppering, og selvom flere i dag fravælger omskæring, er det stadig omkring 60 procent af alle amerikanske drenge, som omskæres på hospitalet få dage efter fødslen.
I USA finder man ganske små jødiske miljøer, hvor der eksperimenteres med at finde nye ritualer til at markere modtagelsen af et nyfødt barn, og hvor man fravælger den traditionelle omskæring. De fortæller selv, at der gennem årene er blevet holdt knap 200 ceremonier for nyfødte drenge uden omskæring, den såkaldte Brit Shalom-ceremoni. Det tal skal ses på baggrund af en amerikansk jødisk befolkning på omkring seks millioner; der er altså tale om meget små jødiske subkulturer, som tager afstand fra omskæring. Nogle af disse miljøer har en tilknytning til intaktivistbevægelsen.
Amerikansk intaktivisme retter sig mod alle småbørnsforældre, som man prøver at påvirke via løbesedler, demonstrationer og oplysning på gadeplan. Retorikken er ofte hård, og forældre, som har ladet deres børn omskære, kan opleve at blive udsat for store smædekampagner på de sociale medier, anført af dedikerede intaktivister. En stor del af intaktivistbevægelsens harme retter sig mod de læger, som foretager spædbarnsomskæring på hospitalerne, og det påstås ofte, at de tjener store summer på dette, og at de afskårne forhuder bruges til produktion af hudcreme. Ingen af delene er dog underbygget.
Læs mere om intaktivismens amerikanske rødder og dens indtog i Danmark her: forhudsforkaemperne
Intaktivisme i Europa
Der er ingen væsentlig tilslutning til den amerikanske intaktivisme fra landets sundhedsprofessionelles organisationer, sådan som man ser det i Danmark, hvor flere organisationer har udtalt sig imod rituel drengeomskæring.
Der er ikke udsigt til, at amerikanske forældre i større tal vil fravælge omskæring, og slet ikke udsigt til et generelt forbud mod drengeomskæring i USA. Derfor satser intaktivisterne på at få gennemført et forbud (eller en aldersgrænse, en eufemisme for “forbud”) i et europæisk land, som kan blive en løftestang for modstanden mod omskæring i USA.
Intaktivismen har siden 2000 vundet indpas i Europa med klar støtte i de amerikanske intaktivist-miljøer, og debatten om omskæring har været intens i både Tyskland, England og de skandinaviske lande. Foreningen Intact Denmark, som i Danmark arbejder for et forbud/en aldersgrænse, der i praksis er ensbetydende med et forbud mod rituel drengeomskæring, er direkte modelleret over den amerikanske forening Intact America, og prominente danske intaktivister har tætte forbindelser til det internationale intaktivistmiljø.
Men udgangspunktet for debatten i Europa er helt anderledes end i USA: I Europa praktiseres omskæring næsten udelukkende blandt den muslimske og jødiske minoritet.
Det gør hele debatten langt mere følsom og kompliceret end den amerikanske, fordi den ikke vedrører samfundets majoritet, men langt mere udsatte grupper, hvis kultur og religion staten som udgangspunkt har pligt til at give særlig beskyttelse.
I modsætning til den almindelige amerikaner, som får sit barn omskåret af hensyn til sundhed og hygiejne, er der for danske muslimer og jøder langt større betydning knyttet til omskæring som både identitetsfaktor, fællesskabsbærende tradition og religiøs handling.
Mens omskæring for den almindelige amerikaner er en velkendt og dagligdags ting, opleves skikken af mange europæere som fremmedartet og ofte umiddelbart frastødende, fordi de færreste har haft berøring med den. Derfor er det særlig let at udnævne rituel omskæring til noget “forkert” eller “krænkende” i den europæiske sammenhæng.