Etnisk-religiøs profilering af forskere i omskæringsdebatten

19. marts 2017 havde Retten til Forskellighed – CircumInfo nedenstående debatindlæg i BT.  Baggrunden for indlægget er den debat, der udspillede sig i sidste halvdel af 2016, hvor overlæge Morten Frisch i flere forskellige sammenhænge forlangte, at forskere, der beskæftiger sig med omskæring, skal deklarere deres etniske og religiøse baggrund.


Overlægens ubehagelige tone

I debatten om drengeomskæring i BT påstår overlæge Morten Frisch i sit svar til Adam Holm, at Holm trækker racismekortet. Men hvis man gider gøre sig den ulejlighed at læse Adam Holms indlæg, vil man se, at Holm på intet tidspunkt beskylder omskæringsmodstandere for at have racistiske motiver.

Til gengæld er det ironisk, at Morten Frisch åbenbart føler sig ramt på netop dét punkt, da han selv flere gange har udtalt sig på en måde, der kan tolkes som udtryk for racisme.

I forbindelse med en forskningsartikel om drengeomskæring i Ugeskrift for Læger/Danish Medical Journal i juni 2016 beskrev Morten Frisch artiklens hovedforfatter som ”jødisk forsker” og ”dansk-jødisk læge” og en af Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktører som ”en redaktør med et omskæringskulturelt klingende navn”. Formålet var tydeligvis at så tvivl om forskerens og redaktørens redelighed og faglige kompetence.

Ugeskrift for Lægers samlede videnskabelige redaktion svarede i en leder, hvor de tog skarp afstand fra den ubehagelige debattone og brugen af etnisk profilering af forskere, som man er uenig med.

I debatten har Morten Frisch desuden ved flere lejligheder beskrevet forskere, der er uenige i hans syn på drengeomskæring, som blandt andet ”omskæringsreligiøs forsker”, ”kulturjødisk universitetslektor”, ”en mandlig reservelæge med samme fornavn som islams profet” og ”jødisk læge”.

Morten Frisch er så vidt vi ved den første læge i Danmark siden 1930’erne, der benytter etnisk-religiøs profilering af forskere, fordi han er uenig i deres forskningsresultater. At Morten Frisch omgiver sig med en skare stærkt loyale, aggressive og ukritiske tilhængere, der er blinde for dette, gør kun hele miseren endnu mere skræmmende.


Denne pdf-fil (Indlæg i debatten om profilering af forskere) indeholder de centrale indlæg i debatten i aviser og ikke mindst lægefaglige tidsskrifter.

Dertil foregik en stor del af debatten om etnisk-religiøs profilering på Facebook. Beskrivelse af hele forløbet, incl. screenshots fra Facebook, kan findes på denne anonyme hjemmeside:
https://exitdk.wordpress.com/indlaeg-om-joeder-og-drengeomskaering/morten-frisch-og-de-religioes-etniske-interessekonflikter/