Kommunikationsmedarbejder på Statens Serum Institut kalder KU-forsker for ”jøde”

Igen har en medarbejder ved Statens Serum Institut benyttet etnisk/religiøs profilering ved at udpege en forsker og debattør som ”jøde” i en debat om videnskabelig evidens i forbindelse med drengeomskæring med det formål at beklikke vedkommendes faglighed og motiver for at deltage i nævnte debat. Denne gang er afsenderen Michael Gjølbye Madsen, der er presse- og kommunikationskonsulent på Statens Serum Instituts direktionssekretariat og blandt andet har en fortid som presseansvarlig hos Sex & Samfund.

Michael Madsen vælger i en debat på Facebook at profilere Dan Meyrowitsch som ”jøde og omskåret” og i et efterfølgende opslag som ”jøde”. Se screenshots fra debatten herunder. Hele debattråden ligger her.

Dan Meyrowitsch er epidemiolog, lektor og projekt- og forskningsleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og desuden medlem af formandskredsen i CircumInfo.dk.

Tidligere har Morten Frisch, overlæge ved Statens Serum Institut, flere gange stemplet personer som blandt andet ”jøde”, ”jødisk forsker”, ”jødisk gift” og som bærer af ”et omskæringskulturelt klingende navn” i sit forsøg på at udskamme og diskvalificere forskere og andre, der arbejder med forskning og evidensbaseret forskningsformidling vedrørende drengeomskæring, se https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/ny-omskaeringsvenlig-forening-er-ikke-uhildet og https://circuminfo.dk/2017/03/

Statens Serum Instituts ledelse har ved tidligere lejligheder udtalt, at man ikke vil blande sig i, hvad SSI’s medarbejderne ytrer som privatpersoner. Det kan dog være svært at fornemme grænsen mellem kommunikationskonsulenten, der er ansat til at promovere SSI-ansattes forskning, og så privatpersonen, der tydeligvis er personligt og emotionelt engageret og måske derfor går langt over grænsen for hensigtsmæssig kommunikation og formidling.

At mærkatet ”jøde” klæbes på en forsker og debattør er under alle omstændigheder utilstedeligt. At det ovenikøbet sker få dage efter, at jøder over hele landet bogstaveligt talt har fået dette mærkat påhæftet på deres privatadresser, forekommer mildest talt tonedøvt.

 

mm1.jpg

 

mm2.jpg

 

mm3.png

Pressenævn: Ok at skrive, at Morten Frisch opfører sig uredeligt og bedriver tendentiøs og manipulerende forskningsformidling

19. juni 2018 afsagde Pressenævnet kendelse i en klagesag indbragt af læge Morten Frisch angående en kommentar af chefredaktør Martin Krasnik i Weekendavisen. I kommentaren udtrykte Martin Krasnik bekymring for, at Morten Frisch som leder af Projekt Sexus-befolkningsundersøgelsen vil tilrettelægge undersøgelsen og udnytte undersøgelsesresultaterne til at fremme sin mangeårige personlige og politiske agenda om at få indført et forbud mod drengeomskæring i Danmark.

Pressenævnet afviser samtlige Morten Frischs klagepunkter og finder, at det ligger inden for rammerne af frisprog i debatten at udtrykke den holdning, at Morten Frisch opfører sig uvederhæftigt og uredeligt, og at hans forskningsformidling er tendentiøs og manipulerende. Martin Krasnik skrev ikke, som Morten Frisch hævder i en artiklen i Information (se nedenfor), at Morten Frischs forskning er uredelig.

I afgørelsen lægger Pressenævnet blandt andet vægt på, at Morten Frisch selv benytter ”kontant” sprog i debatten. Dertil kommer Morten Frischs gentagne etnisk-religiøse profilering af forskere og andre, der er uenige med ham, blandt andet som ”jødisk forsker”, ”en redaktør med et omskæringskulturelt klingende navn”, ”en læge med samme fornavn som islams profet” m.m.

Morten Frischs krav om, at forskere skal deklarere deres religiøse og etniske baggrund, er blandt andet kommet til udtryk i Dagens Medicin. Her skrev Morten Frisch i august 2016: ”Forskere … med stærke, herunder religiøst funderede, personlige holdninger til et forskningsemne kan vælge enten at spille med åbne kort og deklarere deres interessekonflikter eller kaste sig over andre emner.”

Dette blev afvist i utvetydige vendinger af blandt andet sundhedsvidenskabelige professorer i Dagens Medicin og af den samlede videnskabelige redaktion på Ugeskrift for Læger. (Se relevante indlæg i debatten om etnisk-religiøs profilering af forskere og krav om deklarartion af religiøst tilhørsforhold her.)

I en artikel fra i Information 23. juni 2018 i forbindelse med kendelsen i Pressenævnet udtaler Morten Frisch, at han ikke har slået til lyd for etnisk og religiøs profilering af forskere med jødisk og muslimsk baggrund. Men han citeres samtidig for, at forskere skal ”spille med åbne kort” og ”deklarere alle potentielle interessekonflikter … også religiøse og politiske”. Disse indbyrdes selvmodsigende udsagn gør det svært at vide, hvad Morten Frisch egentlig mener.

Problemet ved at fremhæve forskeres etnisk-religiøse baggrund og kræve deklaration af religiøst og politisk tilhørsforhold opstår, når man dermed antyder, at forskere i bestemte tilfælde ikke stræber efter indsigt, men i stedet benytter forskningen til at fremme en særlig agenda. Det er altid legitimt at sætte spørgsmålstegn ved en videnskabelig undersøgelses resultater ud fra eksempelvis datagrundlaget eller den anvendte metode. Men det er dybt problematisk for den fri forskning og åbne videnskabelige udveksling at benytte en forskers personlige forhold til at beklikke forskerens faglige troværdighed, fordi man ikke bryder sig om de resultater, vedkommende fremlægger.

De internationale retningslinjer for deklaration af interessekonflikter omhandler primært økonomiske interesser. Det er alene Morten Frischs ide, at forskere desuden bør deklarere personlige forhold, som – hvis man skulle følge Morten Frischs tanke til ende – blandt andet kunne omfatte køn, etnicitet, nationalitet, seksuel orientering, politisk ståsted, religiøst tilhørsforhold og andre forhold, der kunne tænkes at påvirke en forskers personlige holdning til sit forskningsfelt.

Morten Frisch angiver selv i sine publikationer som interessekonflikt, at han ”har deltaget i debatter om drengeomskæring”, og senest at han er ”skeptisk” over for ikke-medicinsk drengeomskæring. Disse formuleringer skal angiveligt deklarere Morten Frischs årelange og exceptionelt energiske forbudskampagne, senest som medstiller af et borgerforslag, der har til hensigt at indføre forbud mod drengeomskæring i Danmark, et forbud, der i givet fald ville være det eneste af sin art i verden.

Det tragiske ved hele miseren er, at Morten Frisch efter hans publikationsliste at dømme er en kapabel registerforsker. Men han er også et umiskendeligt eksempel på netop det, Martin Krasnik betegner som ”en mand med en sag”. Måske er det på tide, at Morten Frisch følger sit eget råd, erkender sin stærke personlige holdning til drengeomskæring som forskningsområde og kaster sig over andre emner.

Hele Pressenævnets kendelse kan læses her

Problematikken vedrørende profilering af forskere og krav om deklaration af personlige forhold som potentielle interessekonflikter uddybes desuden her samt i dette brev til interessenterne bag Projekt Sexus

Etnisk-religiøs profilering af forskere i omskæringsdebatten

19. marts 2017 havde Retten til Forskellighed – CircumInfo nedenstående debatindlæg i BT.  Baggrunden for indlægget er den debat, der udspillede sig i sidste halvdel af 2016, hvor overlæge Morten Frisch i flere forskellige sammenhænge forlangte, at forskere, der beskæftiger sig med omskæring, skal deklarere deres etniske og religiøse baggrund.


Overlægens ubehagelige tone

I debatten om drengeomskæring i BT påstår overlæge Morten Frisch i sit svar til Adam Holm, at Holm trækker racismekortet. Men hvis man gider gøre sig den ulejlighed at læse Adam Holms indlæg, vil man se, at Holm på intet tidspunkt beskylder omskæringsmodstandere for at have racistiske motiver.

Til gengæld er det ironisk, at Morten Frisch åbenbart føler sig ramt på netop dét punkt, da han selv flere gange har udtalt sig på en måde, der kan tolkes som udtryk for racisme.

I forbindelse med en forskningsartikel om drengeomskæring i Ugeskrift for Læger/Danish Medical Journal i juni 2016 beskrev Morten Frisch artiklens hovedforfatter som ”jødisk forsker” og ”dansk-jødisk læge” og en af Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktører som ”en redaktør med et omskæringskulturelt klingende navn”. Formålet var tydeligvis at så tvivl om forskerens og redaktørens redelighed og faglige kompetence.

Ugeskrift for Lægers samlede videnskabelige redaktion svarede i en leder, hvor de tog skarp afstand fra den ubehagelige debattone og brugen af etnisk profilering af forskere, som man er uenig med.

I debatten har Morten Frisch desuden ved flere lejligheder beskrevet forskere, der er uenige i hans syn på drengeomskæring, som blandt andet ”omskæringsreligiøs forsker”, ”kulturjødisk universitetslektor”, ”en mandlig reservelæge med samme fornavn som islams profet” og ”jødisk læge”.

Morten Frisch er så vidt vi ved den første læge i Danmark siden 1930’erne, der benytter etnisk-religiøs profilering af forskere, fordi han er uenig i deres forskningsresultater. At Morten Frisch omgiver sig med en skare stærkt loyale, aggressive og ukritiske tilhængere, der er blinde for dette, gør kun hele miseren endnu mere skræmmende.


Denne pdf-fil (Indlæg i debatten om profilering af forskere) indeholder de centrale indlæg i debatten i aviser og ikke mindst lægefaglige tidsskrifter.

Dertil foregik en stor del af debatten om etnisk-religiøs profilering på Facebook. Beskrivelse af hele forløbet, incl. screenshots fra Facebook, kan findes på denne anonyme hjemmeside:
https://exitdk.wordpress.com/indlaeg-om-joeder-og-drengeomskaering/morten-frisch-og-de-religioes-etniske-interessekonflikter/