19. juni 2018 afsagde Pressenævnet kendelse i en klagesag indbragt af læge Morten Frisch angående en kommentar af chefredaktør Martin Krasnik i Weekendavisen. I kommentaren udtrykte Martin Krasnik bekymring for, at Morten Frisch som leder af Projekt Sexus-befolkningsundersøgelsen vil tilrettelægge undersøgelsen og udnytte undersøgelsesresultaterne til at fremme sin mangeårige personlige og politiske agenda om at få indført et forbud mod drengeomskæring i Danmark.

Pressenævnet afviser samtlige Morten Frischs klagepunkter og finder, at det ligger inden for rammerne af frisprog i debatten at udtrykke den holdning, at Morten Frisch opfører sig uvederhæftigt og uredeligt, og at hans forskningsformidling er tendentiøs og manipulerende. Martin Krasnik skrev ikke, som Morten Frisch hævder i en artiklen i Information (se nedenfor), at Morten Frischs forskning er uredelig.

I afgørelsen lægger Pressenævnet blandt andet vægt på, at Morten Frisch selv benytter ”kontant” sprog i debatten. Dertil kommer Morten Frischs gentagne etnisk-religiøse profilering af forskere og andre, der er uenige med ham, blandt andet som ”jødisk forsker”, ”en redaktør med et omskæringskulturelt klingende navn”, ”en læge med samme fornavn som islams profet” m.m.

Morten Frischs krav om, at forskere skal deklarere deres religiøse og etniske baggrund, er blandt andet kommet til udtryk i Dagens Medicin. Her skrev Morten Frisch i august 2016: ”Forskere … med stærke, herunder religiøst funderede, personlige holdninger til et forskningsemne kan vælge enten at spille med åbne kort og deklarere deres interessekonflikter eller kaste sig over andre emner.”

Dette blev afvist i utvetydige vendinger af blandt andet sundhedsvidenskabelige professorer i Dagens Medicin og af den samlede videnskabelige redaktion på Ugeskrift for Læger. (Se relevante indlæg i debatten om etnisk-religiøs profilering af forskere og krav om deklarartion af religiøst tilhørsforhold her.)

I en artikel fra i Information 23. juni 2018 i forbindelse med kendelsen i Pressenævnet udtaler Morten Frisch, at han ikke har slået til lyd for etnisk og religiøs profilering af forskere med jødisk og muslimsk baggrund. Men han citeres samtidig for, at forskere skal ”spille med åbne kort” og ”deklarere alle potentielle interessekonflikter … også religiøse og politiske”. Disse indbyrdes selvmodsigende udsagn gør det svært at vide, hvad Morten Frisch egentlig mener.

Problemet ved at fremhæve forskeres etnisk-religiøse baggrund og kræve deklaration af religiøst og politisk tilhørsforhold opstår, når man dermed antyder, at forskere i bestemte tilfælde ikke stræber efter indsigt, men i stedet benytter forskningen til at fremme en særlig agenda. Det er altid legitimt at sætte spørgsmålstegn ved en videnskabelig undersøgelses resultater ud fra eksempelvis datagrundlaget eller den anvendte metode. Men det er dybt problematisk for den fri forskning og åbne videnskabelige udveksling at benytte en forskers personlige forhold til at beklikke forskerens faglige troværdighed, fordi man ikke bryder sig om de resultater, vedkommende fremlægger.

De internationale retningslinjer for deklaration af interessekonflikter omhandler primært økonomiske interesser. Det er alene Morten Frischs ide, at forskere desuden bør deklarere personlige forhold, som – hvis man skulle følge Morten Frischs tanke til ende – blandt andet kunne omfatte køn, etnicitet, nationalitet, seksuel orientering, politisk ståsted, religiøst tilhørsforhold og andre forhold, der kunne tænkes at påvirke en forskers personlige holdning til sit forskningsfelt.

Morten Frisch angiver selv i sine publikationer som interessekonflikt, at han ”har deltaget i debatter om drengeomskæring”, og senest at han er ”skeptisk” over for ikke-medicinsk drengeomskæring. Disse formuleringer skal angiveligt deklarere Morten Frischs årelange og exceptionelt energiske forbudskampagne, senest som medstiller af et borgerforslag, der har til hensigt at indføre forbud mod drengeomskæring i Danmark, et forbud, der i givet fald ville være det eneste af sin art i verden.

Det tragiske ved hele miseren er, at Morten Frisch efter hans publikationsliste at dømme er en kapabel registerforsker. Men han er også et umiskendeligt eksempel på netop det, Martin Krasnik betegner som ”en mand med en sag”. Måske er det på tide, at Morten Frisch følger sit eget råd, erkender sin stærke personlige holdning til drengeomskæring som forskningsområde og kaster sig over andre emner.

Hele Pressenævnets kendelse kan læses her

Problematikken vedrørende profilering af forskere og krav om deklaration af personlige forhold som potentielle interessekonflikter uddybes desuden her samt i dette brev til interessenterne bag Projekt Sexus