15. marts 2020 kunne man i Politiken læse et debatindlæg (se dette nedenfor) med lægerne Kasper Linde Ankjærgaard, Morten Frisch (Statens Serum Institut og Aalborg Universitet) og Joachim Hoffmann-Petersen (formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, DASAIM) som hovedforfattere samt 333 andre læger som medunderskrivere.

Lægernes debatindlæg sætter spørgsmålstegn ved lødigheden af Styrelsen for Patientsikkerheds notat af 21. februar 2020 om ikke-medicinsk drengeomskæring og er desuden svar på et debatindlæg (se nederst på denne side) i Politiken 29. februar 2020, hvor dette notat omtales.

Lægernes debatindlæg indeholder en række fejlagtige påstande. Resultaterne i én videnskabelige artikel udlægges som det stik modsatte af det, der faktisk står i artiklen. To andre videnskabelige artikler tages i debatindlægget til indtægt for resultater, der ikke er belæg for. Desuden fremhæves en rapport, selvom det tydeligt fremgår, at den ikke er relevant.

Vi vil gerne understrege, at det naturligvis står enhver frit for ikke at bryde sig om drengeomskæring og at gå ind for forbud og den deraf følgende kriminalisering. Men det er selvfølgelig ikke i orden at give en fordrejet fremstilling af den videnskabelige litteratur om emnet eller selv at opfinde evidens eller fortolkninger med henblik på at understøtte ens egen holdning og politiske agenda.

Uanset personlige holdninger til drengeomskæring er det dybt tankevækkende, at over 300 danske læger har valgt at skrive under på en så fejlbehæftet og tendentiøs fremstilling.

Links til centrale punkter i teksten nedenfor:
– Her udlægges konklusionen i en videnskabelig artikel som det stik modsatte af den faktiske konklusion
– Her benyttes to andre artikler til at understøtte påstande, der ikke er belæg for i de to artikler
– Her fremføres misinformation om antallet af meatusstenoser i Danmark i modstrid med fremlagte tal fra Landspatientregistret
– Her bruges en rapport fra PEPFAR/Center for Disease Control and Prevention (CDC) trods klar afvisning af relevans fra den ansvarlige leder i CDC
– Hele det omtalte debatindlæg fra 336 læger, incl. referencer og liste over underskrivere
– Debatindlæg i Politiken fra 29. februar 2020, som ovennævnte debatindlæg søger at besvare

I debatindlægget retter de tre læger (og de 333 medunderskrivende læger) en kritik mod det omtalte notat fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Hovedpunkterne i kritikken er, at STPS tager fejl, når styrelsen med afsæt i flere systematiske gennemgange af den bedste videnskab på området konkluderer følgende:

1. Der er ikke evidens for, at ikke-medicinsk drengeomskæring skulle resultere i oplevelse af seksuelle funktionsproblemer
2. Der er ikke en høj forekomst af urinrørsåbningsforsnævring blandt omskårne drenge/mænd i Danmark
3. Der er intet belæg for, at risikoen for komplikationer ved drengeomskæring er størst blandt spæde drenge og falder med stigende alder.

Forfatterne til debatindlægget mener, at ovenstående tre konklusioner ikke passer, og at det ligefrem skulle forholde sig omvendt. Men hvad er det for en argumentation, lægerne anvender?

Ad 1)

Når man skal vurdere bedste evidens på et givent område, et det en videnskabeligt anerkendt tilgang, at man – fremfor at udvælge enkelte studier – gør brug af systematiske litteraturundersøgelser. Disse systematiske litteraturundersøgelser, som analyserer resultaterne af eksisterende sundhedsvidenskabelige studier, er det stærkeste sundhedsvidenskabelige værktøj til at påvise mulige årsagssammenhænge eller mangel på samme.

Der foreligger flere systematiske undersøgelser, som har undersøgt sammenhæng mellem drengeomskæring og seksuelle funktionsproblemer. Samtlige disse undersøgelser, som er publicerede i videnskabelige tidsskrifter, kommer frem til samme konklusion: Der er ikke en sådan sammenhæng.

STPS refererer i notatet til et af disse studier, som er udført af danske forskere. Publikationen er blevet bedømt som korrekt udført og valid af den samlede videnskabelige redaktion på Ugeskrift for Læger.

Forfatterne af debatindlægget mener dog ikke, at dette systematiske litteraturstudie kan bruges, da størstedelen af studierne, som indgår i undersøgelsen, omfatter personer, der er omskåret som voksne.

Som støtte for dette synspunkt refererer forfatterne til tre studier (Bronselaer et al., 2013; Frisch et al., 2011; Mao et al., 2008), som påstås at vise, at der er flere komplikationer ved tidlig drengeomskæring end sen omskæring. Men understøtter disse tre studier overhovedet den argumentation?

Bronselaer et al. (2013). Denne artikel viser ifølge forfatterne til debatindlægget i Politiken, at der ses flere seksuelle problemer efter drengeomskæring i spædbarnstiden sammenlignet med omskæring som voksen mand.

Men i artiklen konkluderes, at det forholder sig stik modsat, se side 225 (2. spalte, 2. afsnit): Compared with previous studies where no effects between childhood and adult circumcision were found, in the present study, men circumcised after puberty reported less sexual pleasure at the dorsal side of the glans penis and more discomfort and pain at the penile shaft.

Konklusionen er således, at der er mindre følsomhed og ”mindre seksuel nydelse ved berøring” blandt sent omskårne sammenlignet med tidligt omskårne. Altså det stik modsatte af det, som forfatterne i debatindlægget skriver.

Frisch et al. (2011). For det første er der i det danske studie af Frisch et al. (2011) slet ikke lavet en analyse, som viser, at tidligt omskårne skulle have flere seksuelle problemer end sent omskårne. For det andet skelnes der i studiet ikke mellem mænd, som er omskåret på grund af penissygdom før omskæring og ikke-medicinske omskæringer. Sidstnævnte praktiseres i Danmark næsten udelukkende blandt jøder og muslimer.

I studiet var der ud af 125 omskårne mænd kun hhv. 2 og 5 personer, der identificerede sig som henholdsvis jøde og muslim. Man må derfor formode, at langt hovedparten blev omskåret som voksne af medicinske årsager og derfor havde en penissygdom før omskæring. Det er veldokumenteret, at årsager til medicinsk omskæring også kan være underliggende årsager til seksuelle problemer senere i livet.

Af ovennævnte to årsager kan dette studie ikke anvendes til at sige noget om, hvorvidt der blandt ikke-medicinsk omskårne skulle være en højere forekomst af seksuelle problemer hos tidligt omskårne sammenlignet med dem, som er omskåret senere i livet, således som man anfører i debatindlægget i Politiken.

Mao et al. (2008). Studiet af Mao et al. (2008) er udført blandt australske mænd, der identificerer sig som homoseksuelle.

Det skal først og fremmest understreges, at resultaterne af dette studie viser, at omskårne mænd ikke har større risiko for seksuelle problemer end ikke-omskårne. I artiklen kan man læse følgende: ”After adjusting for age and ethnicity, we found no differences between circumcised and uncircumcised men in any insertive or receptive anal intercourse, difficulty using condoms, or sexual difficulties (e.g., loss of libido).”

Når man i studiet blandt de omskårne mænd sammenligner sent omskårne og tidligt omskårne (spædbarn), finder man, at de sent omskårne har større risiko for rejsningsbesvær (51,9% vs. 47,9%), samt at sent omskårne har lavere risiko for tidlig sædafgang sammenlignet med tidligt omskårne (14,8% vs. 22,8%).

Det ser altså umiddelbart ud, som om der er flere problemer med tidlig sædafgang, hvis man omskæres tidligt end sent. Men blandt tidligt omskårne og ikke-omskårne kan man af tabellerne læse, at henholdsvis 22,8% og 19,9% har problemer med tidlig sædafgang. Hvis man sammenligner de to forekomster af tidlig sædafgang, finder man imidlertid, at der ikke er nogen statistisk signifikant forskel på de to grupper (p = 21.3%). Konklusionen er altså, at tidligt omskårne og ikke-omskårne har samme forekomst af for tidlig sædafgang.

Ad 2) 
Forfatterne til debatindlægget i Politiken mener, at STPS i det nye notat negligerer, at der er en høj forekomst af forsnævring af urinrørsåbningen blandt omskårne drenge og mænd. Ifølge forfatterne skulle 5-20% af de omskårne udvikle denne sygdom, der forårsager problemer med vandladning hos den omskårne. Men foreligger der evidens for denne påstand?

Det er korrekt, at man i enkelte studier har rapporteret denne høje forekomst. Men i flere af de studier, der refereres til, er det dels ikke beskrevet, hvordan deltagerne er rekrutteret (bl.a. fra et iransk hospital), dels mangler der kontrolgrupper i flere af studierne. Endelig vides det ikke, om der er tale om forsnævring, der reelt har forårsaget sygdom. Man har i flere af studierne målt åbningen af urinrøret med et millimetermål, men det fremgår ikke, hvorvidt de drenge, som har en lille urinrørsåbning, har problemer med vandladningen.

Årligt foretages der ifølge Sundhedsstyrelsen og STPS op til 2000 ikke-medicinske drengeomskæringer i Danmark. Hvis man skulle overføre den risiko på 5-20%, som forfatterne i debatindlægget i Politiken påstår, skulle man i Danmark hvert år se 100-400 drenge og mænd, der er omskåret af ikke-medicinske årsager, som er syge på grund af forsnævring af urinrørsåbningen. Disse sygdomstilfælde findes ikke.

I Danmark ses forsnævring af urinrørsåbningen sjældent, og der rapporteres kun få tilfælde hvert år. Ifølge Landspatientregisteret blev der i 2018 i alt registreret 1-4 tilfælde og 42 tilfælde af denne sygdom blandt drenge i henholdsvis aldersgruppen 0-2 år og 3-10 år. Bemærk, at nogle af disse kan tælle med flere gange, ”hvis personen har mere end én kontakt (til sundhedssystemet) og indgår i to forskellige aldersgrupper.”

Det er desuden vigtigt at understrege, at man blandt de registrerede tilfælde af forsnævring af urinrørsåbningen i Landspatientregistreret ikke ved, hvorvidt drengene var omskåret eller ej (se s. 34 og s. 109-112).

Styrelsen for Patientsikkerhed konkluderer på basis af disse tal fra Landspatientregistret, at der er tale om en meget lav forekomst af denne sygdom, som under alle omstændigheder ligger langt fra påstanden om en forekomst på 5-20%, som forfatterne fremfører i debatindlægget.

Det må undre, at man i debatindlægget ikke bruger de gode danske undersøgelser af forsnævring af urinrørsåbning, der findes, men vælger at henvise til usikre vurderinger, som bl.a. stammer fra Iran, hvor mange drenge omskæres ved køkkenbordsomskæringer, der udføres af traditionelle omskærere.

I Danmark har man i et studie på Rigshospitalet fulgt ikke-medicinsk omskårne drenge over en periode på 8-11 år. Her udviklede 0,6% af drengene en forsnævring efter omskæring (Thorup et al., 2013).

Morten Frisch har endda selv publiceret en registerbaseret undersøgelse, hvor han har fulgt 3275 ikke-medicinske omskårne drenge over en ca. 20-årig periode. I alt udviklede 6 drenge en forsnævring af urinrørsåbningen (0,18%). Selvom dette tal ligger på niveau med resultaterne af studiet fra Rigshospitalet, og STPS i øvrigt gør brug af denne forekomst på 0,18%, mener Morten Frisch af ukendte årsager ikke, at hans egen observation på 0,18% kan bruges i denne sammenhæng.

Morten Frisch vælger konsekvent at henvise til den relative risiko  for forsnævring blandt omskårne vs. ikke-omskårne. Den absolutte risiko på 0,18% ifølge Morten Frischs eget studie har Morten Frisch så vidt vides aldrig selv nævnt.

I et andet dansk studie fra 1988 fandt man slet ingen tilfælde af forsnævring af urinrørsåbningen blandt 48 medicinsk omskårne drenge med en gennemsnitsalder på 6,5 år.

Forfatterne til debatindlægget gør altså hverken brug af de relevante danske undersøgelser, som belyser forekomsten af denne sygdom, eller den let tilgængelige og bredt publicerede statistik fra Landspatientregisteret.

Ad 3) 
Med det formål yderligere at argumentere for, at der er flere komplikationer relateret til omskæring af helt små drenge sammenlignet med omskæring af ældre drenge, refererer forfatterne i debatindlægget til en rapport fra den statslige amerikanske organisation The U.S. President’s Emergency Plan for AIDS Relief (PEPFAR). PEPFAR arbejder globalt på at forebygge og behandle HIV/AIDS.

Da der er god evidens for, at mandlig omskæring reducerer risikoen for HIV, har PEPFAR og den amerikanske regering støttet omskæringsprogrammer i 14 afrikanske lande som del af et større HIV-forebyggelsesprogram. En del af PEPFARs arbejde, herunder indsamling af data vedrørende HIV-forebyggelsesprogrammerne, er knyttet til Center for Disease Control and Prevention (CDC), som svarer til Statens Serum Institut i Danmark.

Der foreligger to versioner af den relevante rapport fra PEPFAR:

1. En version, der dateret 25. november 2019, som bærer et ”draft”-stempel.
2. En version, som muligvis er fra august 2019, og som ikke bærer et ”draft”-stempel.

Hvad siger den ansvarlige leder fra CDC til, at man generaliserer tal fra PEPFARs rapport til omskæringer i Danmark?

I en mail fra 5. februar 2020 har lederen af forebyggelsesprogrammet sendt følgende kommentar:

“… I would say that under no circumstance should the information from the PEPFAR-supported program be used to make decisions about the safety of infant circumcision in Denmark. The statement in the COP guidance is absolutely only relevant to PEPFAR-supported programs and not intended to be taken out of context. … the context of PEPFAR-supported programs is not comparable to high resource settings. Hence, I caution against the use of any of that data to make a case against infant circumcision in Denmark.”

Den ansvarlige leder af CDC tilkendegiver altså, at PEPFARs rapport hverken kan eller bør bruges i en dansk kontekst.

Men hvad står der egentlig i PEPFAR-rapporten? I version a, som er den version forfatterne refererer til i debatindlægget, kan man i forhold til komplikationer læse følgende på side 171:

Age Considerations: Since VMMC is an elective procedure, safety is the primary consideration. Complications continue to be reported more commonly among those under age 15 at VMMC, especially in infants. In an analysis of Notifiable Adverse Events reported through the PEPFAR system, 100% of glans injuries and 90% of fistulas were reported in the 10-14 age range.53 The ratio of related NAEs to circumcisions performed is five times higher in EIMC (15.3 per 100,000) than in MC of young adolescents (10-14 years) (2.9/100,000), which in turn is about double the ratio in 15+ year-olds (1.6/100,000). On further review of the data, 90% of glans injuries and 66% of fistulas occurred in those 12 years old or under at the time of VMMC. While measures to prevent the use of the forceps-guided technique in those with immature anatomy have reduced the rate of glans injuries, they continue to occur in young clients.

⁵³ Age-Specific Risk of Notifiable Adverse Events During Voluntary Medical Male Circumcision — Africa, January 2015 – June 2018, Jonas Z. Hines, Stephanie M. Davis, Heather Watts, Caroline Cooney, Anne G. Thomas, Todd J. Lucas, Valerian Kiggundu, Carlos Toledo, ICASA 2019

Det er ikke klart for os, hvordan man definerer ”Notifiable Adverse Events” (NAE) i ovenstående tilkendegivelse fra PEPFAR. Derfor er det svært at vurdere, hvorvidt disse komplikationer kan sammenlignes med de komplikationer, som der er rapporteret fra fx Thorup et al., (2013; Rigshospitalet; ikke-medicinske omskæringer).

Ifølge ovenstående citat fra PEPFAR-rapporten er der ca. 5 gange højere risiko for NAE blandt spæde drenge sammenlignet med aldersgruppen 10-14 år. Det er i den sammenhæng essentielt at bemærke, at den absolutte risiko for NAE i de to aldersgrupper er henholdsvis 15,3 tilfælde pr. 100.000 omskæringer (spædbørn) og 2,9 tilfælde pr. 100.000 omskæringer (10-14 år). Den absolutte risiko for NAE i de to aldersgrupper er således ét tilfælde pr. 6536 omskæringer (spædbørn) og ét tilfælde per 34.482 omskæringer (10-14 år). Den absolutte risiko for en NAE blandt drengebørn, der omskæres som spæde, er således 0,015%.

Hvis man skulle generalisere denne risiko til en dansk kontekst, ville det betyde, at man skulle omskære ca. 6536 spæde drengebørn, før man ville observere et enkelt tilfælde af NAE.

• Hvis man som eksempel formoder, at samtlige af ikke-medicinske drengeomskæringer i Danmark udføres på helt spæde drengebørn (hvilket ikke er tilfældet), ville man observere ét tilfælde af NAE i Danmark hvert 3.-6. år.
• Da mange drenge i de dansk-muslimske miljøer først omskæres, når de er blevet over 2-3 år, ville man formodentlig i virkeligheden i Danmark observere en NAE hvert 10.-20. år.

Kort sagt: Der vil i en dansk kontekst være tale om ekstremt sjældne skader af NAE-typen.

At man hos PEPFAR ikke længere kan acceptere en selv så lav absolut risiko for NAE blandt spædbørn som de ca. 0,015% vs. 0,0029% (i aldersgruppen 10-14 år) skyldes, at der er tale om spædbørn, at man i de 14 afrikanske lande, hvor PEPFAR arbejder, omskærer millioner af drenge og voksne mænd, og at PEPFAR har en meget lav tolerance i forhold til risiko for komplikationer.

Bemærk venligst – som før omtalt – at disse risiko-estimater fra PEPFAR (< 0,02%) ikke er på linje med den hyppighed af komplikationer, som er rapporteret fra fx Thorup et al. (2013). Her rapporterede man, at 5,1% af de ikke-medicinsk omskårne drenge fik komplikationer (heraf ingen alvorlige komplikationer) i observationsperioden. Da vi ikke ved, præcis hvordan PEPFAR definerer en NAE, kan vi ikke udtale os om, hvorvidt tal fra Danmark og PEPFAR er direkte sammenlignelige.

Derudover skal det bemærkes, at i de store PEPFAR-omskæringsprogrammer er det formodentligt primært sundhedspersonale med kortere uddannelser – ikke læger/kirurger, som det primært er tilfældet i Danmark – der udfører disse drengeomskæringer. Derudover bruges en omskæringsmetode, der kan benyttes af personale med kort træning, men som har en høj risiko for skader på helt små børn, hvis indgrebet ikke udføres korrekt. Man må derfor formode, at kvaliteten af omskæringer ikke kan sammenlignes med bedste praksis i fx Danmark.

Bemærk også, at oplysningerne vedrørende de nævnte komplikationer (NAE) ikke stammer fra en videnskabelig peer-reviewed artikel, men fra en konferencepræsentation (note 53 i PEPFAR-rapporten). Her er link til programmet for konferencen.

På side 51 i programmet for denne konference kan man finde resultaterne fra den præsentation, der henvises til i PEPFAR (version a) rapporten:

Results: Thirty-six GIs were reported from 2015–2018, all among patients <15 years (roughly 1 per 140,000 VMMCs). Most (64%) were partial or complete amputations. All amputations among adolescents occurred during FG method use. Of 19 attempted amputation repairs, 9 (47%) were within the recommended 6-hour timeframe; reattached tissue was viable in 4 (21%) in the short-term, with no information available on longer-term outcomes. In some cases, a lack of DS method training and being overworked contributed to FG method use.

Konklusionen er, at tallene fra PEPFAR/CDC er irrelevante i en dansk kontekst, og at de hverken kan eller bør bruges til at sige noget om risikoen for komplikationer ved henholdsvis tidlig og sen drengeomskæring.

At benytte resultater, der ifølge den statslige organisation, som er ansvarlig for data, ikke bør anvendes i den kontekst, hvor man forsøger at anvende dem, og som desuden ikke har nogen videnskabelig relevans, da de ikke er publiceret i et videnskabeligt, fagfællebedømt tidsskrift, må desværre betragtes som et forsøg på manipulation.

Derudover er debatindlægget, som det fremgår af ovenstående gennemgang, præget af det, der inden for forskning i promovering af fake-health-science kaldes for ”tweaking”. Det ses blandt andet, når man benytter udvalgte dele af en artikel til at bekræfte en bestemt påstand, men hvor en læsning af hele artiklen viser, at der ikke er grundlag for den angivne påstand. Denne type misinformation ses ofte benyttet blandt antivaxx’ere og lignende grupper.

Brug af en videnskabelig reference med henblik på at vise en sammenhæng, hvor en efterfølgende læsning af artiklen viser, at studiet slet ikke omhandler emnet (i dette tilfælde konsekvenser af tidlig hhv. sen omskæring) er et klassisk eksempel på det, der inden for forskning i fake-science-promovering kaldes for ”confirmation bias”.

Inden for samme felt betegner ”cherry picking” at man udvælger visse studier til at understøtte en given påstand og en særlig (politisk) agenda, men undlader at nævne de studier, som ikke bekræfter påstanden.

Kun at nævne relativ risiko for sygdom og undlade at nævne den i dette tilfælde særdeles lave absolutte risiko, betegnes ”relativ risiko-bias”.

Bemærk, at ovenstående gennemgang omhandler tre punkter blandt adskillige i debatindlægget i Politiken. En lignende fordrejet argumentation og tendentiøs fortolkning af bedste videnskabelige evidens præger desværre hele debatindlægget.

Man har i en årrække med alle midler, også ovenstående fake-science-metoder, søgt at underbygge påstanden om, at drengeomskæring generelt og tidlig drengeomskæring især er ekstremt farligt og skadeligt. Formålet er at fremme en politisk agenda om forbud og kriminalisering af ikke-medicinsk drengeomskæring.

Ikke-medicinsk drengeomskæring er et komplekst emne, og debatten om emnet kan vække stærke følelser, fordi mange eksistentielle emner er i spil, blandt andet religion, sex, sundhed og rettigheder, og ikke mindst det dyrebareste af alt i vores tid, nemlig børnene, som alle er enige om skal sikres den bedst mulige opvækst.

Så følelser og holdninger er der mange af, men det passer simpelthen ikke, når fortalere for et forbud påstår, at emnet er videnskabeligt omdiskuteret.

Samtlige nationale sundhedsmyndigheder og internationale sundhedsorganisationer er enige om, at korrekt udført drengeomskæring generelt er et lille og ukompliceret indgreb. Ingen seriøs forskning viser overhyppighed af seksuelle eller sundhedsmæssige problemer blandt ikke-medicinsk omskårne drenge og mænd, på enkelte punkter snarere tværtimod.

Det ville klæde fortalere for forbud og kriminalisering af ikke-medicinsk drengeomskæring at anerkende dette og betegne deres holdning som netop det: En holdning. Enhver har ret til sin holdning, men det er ikke legitimt at opfinde eller fordreje videnskabelig evidens i et forsøg på at konstruere et rationale for sin holdning.

Debatindlæg i Politiken af en gruppe læger, 15. marts 2020. Debatindlægget (ikke en ”kronik”, som indlægget her præsenteres), incl. referencer og liste over underskrivere, kan læses i sin helhed herunder, kopieret 28. april 2020 fra Morten Frischs blog.

Kronik i Politiken, søndag den 15. marts 2020
14/03/2020
Drengeomskæring uden medicinsk nødvendighed må ophøre i et civiliseret samfund som det danske

af Kasper Linde Ankjærgaard (læge, ph.d.), Morten Frisch (overlæge, dr.med., ph.d., adj. professor), Joachim Hoffmann-Petersen (overlæge) samt 333 andre læger (se medunderskriverne nederst)

Et nyt notat fra Styrelsen for Patientsikkerhed legitimerer omskæring af raske drenge uden tilstrækkelig bedøvelse og med risiko for komplikationer og negative langtidskonsekvenser. Det mener 336 læger, der samtidig finder det oprørende og uacceptabelt, når omskæringsforsvarere sammenkæder modstand mod rituel omskæring med antisemitisme.

I en stort opsat artikel i Politiken d. 29.2 retter Abassi, Asghar, Herbener, Margolinsky og Skovsted – fem debattører, der i årevis har agiteret for at bevare retten til rituel drengeomskæring i Danmark – et hårdt angreb mod modstandere af omskæringsritualet. Uden blusel anklager de det store flertal af befolkningen, der ønsker at sikre drenge lovmæssig beskyttelse mod medicinsk unødvendig kønskirurgi på linje med piger, for at være motiveret af racisme og antisemitisme. Ja, de anklager sågar omskæringsmodstandere for at være “utryghedsskabende” og sprede “chikane” mod landets religiøse mindretal. Samtidig anklager de læger, der tager deres lægeløfte seriøst og påpeger, at videnskaben faktisk har beskrevet væsentlige problemer og komplikationer under og efter drengeomskæring, for at sprede “fake science” på lige fod med vaccineskeptikere.

Det er helt utilbørlige anklager!

For det første: 88 procent af danskerne ønsker en 18-årsmindstealder for medicinsk unødvendig omskæring[1]. Mener de fem skribenter i ramme alvor, at dette overvældende befolkningsflertal er racister og jødehadere, der er ude på at chikanere religiøse minoriteter mest muligt? Eller kunne det tænkes, at de knap ni ud af ti danskere snarere er motiveret af etiske og rettighedsmæssige hensyn og af et ønske om at beskytte drenge imod unødig kirurgi, smerte og risiko for komplikationer?

Beskyldningen om antisemitisme er simpelt hen absurd. Ja, som læger finder vi det fornærmende, at mistanken om antisemitisme overhovedet luftes. Må vi være fri!

Vi har aflagt et lægeløfte, hvori vi har svoret at behandle alle lige uanset deres køn, alder, husstandsindkomst, religion og etnicitet. Vores modstand mod rituel drengeomskæring tager alene afsæt i hensynet til drengene. Vi finder det uetisk at udføre unødvendig, smertefuld og risikabel kirurgi på mindreårige, der ikke selv kan afgive et samtykke. Og vi mener, det er kønsdiskriminerende, at drenges kønsorganer ikke nyder samme lovmæssige beskyttelse som pigers. Desuden må vi understrege, at unødig kirurgi på raske, umyndige personer er i strid med lægeløftets centrale budskab: “Først og fremmest, forvold ingen skade eller smerte”.

For det andet: Forfattergruppen underbygger deres anklage om “fake science” med henvisning til et nyt omskæringsnotat fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), der ifølge forfatterne bør mane enhver skepsis i jorden og få al videre diskussion til at forstumme. Gid det var så vel.

Ganske vist er det nye STPS-notat overfladisk betragtet både længere og mere detaljeret end Sundhedsstyrelsens tilsvarende notat fra 2013. Men efter minutiøs gennemlæsning må vi desværre konkludere, at STPS har malet et politisk opportunt skønmaleri af drengeomskæring på et misvisende og mangelfuldt grundlag, der er langt under faglig standard. STPS forsømmer helt at forholde sig til, at irreversibel kirurgi på umyndige raske personer er lægeligt uetisk og derfor i direkte strid med lægeløftet. Styrelsen legitimerer drengeomskæring uden tilstrækkelig bedøvelse, bagatelliserer operationens mulige komplikationer, og påstår endda, at denne uetiske operation kan foregå ”patientsikkert”.

STPS konkluderer uden skyggen af relevante studier til at underbygge påstanden, at drengeomskæring ikke ser ud til at have nogen konsekvenser for drengenes senere seksualfunktion. Ovenikøbet påstår STPS, at operationen er forbundet med en lavere komplikationsrisiko, når man omskærer nyfødte, end når operationen foretages på større drenge eller voksne mænd.

Dette skønmaleri er decideret misvisende. Som al anden kirurgi medfører omskæring – foruden den tilsigtede fjernelse af drengens følsomme og funktionelle forhud – risiko for blødning, beskadigelse af tilstødende væv (penishovedet) og infektion. På længere sigt kan omskæring blandt andet medføre arvævsdannelse, sammenvoksninger, cyster og – ikke mindst – forsnævring af urinrørsmundingen. Det er ganske vist sjældent, at komplikationerne bliver livstruende, og herhjemme er der endnu ikke – som i f.eks. Norge og Sverige – registreret dødsfald efter drengeomskæring. STPS vurderer, at omskæringskomplikationer ’kun’ forekommer hos mellem 0,4% og 1,5% af spæde drenge, og at komplikationer forekommer hyppigst blandt større drenge. Men denne vurdering bygger på studier med kort opfølgningstid og uden mulighed for at opfange senkomplikationer.

Jo kortere opfølgningstid, des færre komplikationer opdager man. Og blandt de ældre drenge, man i studierne sammenligner med, var en stor andel blevet omskåret pga. sygdom. Det er indlysende, at omskæring ved sygdom medfører flere komplikationer end omskæring af raske. Så sammenligningen af komplikationer hos nyfødte og større drenge er misvisende.

Ser man udelukkende på omskæringsstudier med mindst tre måneders opfølgning, udvikler i gennemsnit godt og vel 7% af nyfødte drenge komplikationer[2]^,[3]^,[4]^,[5]^,[6]^,[7]^,[8]^,[9]^,[10]^,[11]^,[12]^,[13]^,[14]. Og ser man alene på forsnævring af urinrørsmundingen, viser velgennemførte kliniske opfølgningsstudier, hvor man har undersøgt drengenes urinrørsmunding med jævne mellemrum over en årrække, at mellem 5% og 20% af drengene udvikler denne komplikation[15]. Alt dette ignoreres i STPS-notatet, som de fem skribenter hylder som den autoritative, endegyldige facitliste.

For at skabe et retvisende billede af den samlede komplikationsrisiko ved omskæring af raske drengebørn, er man nødt til at begrænse sig til studier med tilstrækkeligt lang opfølgningstid. Og man er naturligvis nødt til at frasortere studier af drenge og mænd, der bliver omskåret pga. medicinske forhudsproblemer. STPS’ vurdering af omskæringskomplikationer efter drengeomskæring lever desværre ikke op til disse elementære krav, og derfor bliver vurderingen af komplikationsbyrden ved drengeomskæring misvisende lav.

Til sammenligning viser undersøgelser, at kun i størrelsesordenen 1%-1,5% af voksne, raske mænd får komplikationer i de første par år efter omskæring[16]^,[17]. Altså langt sjældnere end blandt nyfødte. Dette understøttes af en nylig rapport vedrørende omskæring i Afrika. Rapporten påviste, at spæde drenge får alvorlige, akutte omskæringskomplikationer næsten ti gange hyppigere end voksne mænd[18]. Som læger mener vi, det er uacceptabelt at påføre raske drengebørn betydelige risici for komplikationer. Risici, som ovenikøbet vil være lavere, når drengene bliver voksne og selv kan vurdere, om de ønsker en omskæring og kan acceptere de med operationen forbundne farer.

Vi påstår på ingen måde, at alle omskårne mænd døjer med nedsat seksualfunktion, som vi ellers anklages for. Lykkeligvis er flertallet formentlig tilfredse, hvilket kunne skyldes, at de mangler et sammenligningsgrundlag. Abassi og medforfattere fremhæver, at STPS ikke finder negativ effekt på seksualfunktionen efter omskæring, men præcis som STPS ignorerer de, at denne påstand bygger på helt irrelevant litteratur om seksuelle korttidskonsekvenser blandt mænd, der blev omskåret som voksne – og altså ikke på litteratur om sexlivet blandt mænd, der blev omskåret som spæde eller små. Kun studier, der omhandler seksuelt aktive mænd, der blev omskåret som små, er relevante i denne sammenhæng, og de få studier, der faktisk findes på området, tyder på nedsat seksualfunktion blandt tidligt omskårne mænd[19][20][21].

Dette stemmer fint overens med, at den store sexologiske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS for nylig kunne påvise, at ca. hver 18. rituelt omskårne mand (5,5%) er utilfreds eller særdeles utilfreds med at være blevet omskåret, hvilket er en markant større andel end de 0,7% af ikke-omskårne mænd, der er utilfredse eller særdeles utilfredse med at have en intakt penis[22].

Vi mener, det er urimeligt at påføre drengebørn nogen som helst forøget risiko for seksuelle problemer i voksenalderen som følge af et medicinsk unødvendigt operativt indgreb.

De fem forfattere forsvarer videre omskæring ved at foregive, at drengeomskæring har sundhedsmæssige fordele for danske drenge. STPS nævner ganske vist en række sygdomme og tilstande, som omskæring teoretisk set kan mindske risikoen for. Men STPS understreger samtidig, at de teoretiske fordele er ubetydelige, usikre og uden relevans i en dansk kontekst, hvor der findes langt mere effektive og skånsomme måder at forebygge og/eller behandle de pågældende sygdomme på: Kondom mod hiv og andre seksuelt overførte sygdomme, vaccination mod hpv-infektion og peniscancer og antibiotika mod urinvejsinfektioner, når de i sjældne tilfælde opstår hos drenge.

Desuden er seksuelt overførte sygdomme i sagens natur irrelevante for smådrenge, og der skal omskæres i titusindvis af drenge for (måske) at forebygge et enkelt tilfælde af peniskræft eller hiv-smitte senere i livet. Omskæring påfører således drengene markant flere behandlingskrævende komplikationer, sygdomme og negative langtidskonsekvenser, end indgrebet (måske) forebygger af hivsmitte, peniskræft og urinvejsinfektioner.

Sluttelig vurderer STPS, at lokalbedøvelse og fuld narkose bør betragtes som ligeværdige former for bedøvelse ved ikke-terapeutisk drengeomskæring, herunder af spædbørn. STPS argumenterer ud fra et enkelt videnskabeligt studie[23], der præsenteres som en sammenligning af lokalbedøvelse (med nerveblokade ved penisroden, der anvendes i private kirurgiske klinikker) med fuld narkose (som kun kan foregå på hospitaler med højt specialiseret børneanæstesiologisk kompetence) ved omskæring af drenge mellem 1 og 10 år – men altså ikke af spæde drenge. STPS overser dog, at studiets lokalbedøvede drengebørn også fik stærke intravenøse narkosemidler under supervision af en narkoselæge, og at to ud af 32 lokalbedøvede drenge (6,3%) undervejs i undersøgelsen faktisk måtte lægges i fuld narkose, fordi lokalbedøvelsen ikke var tilstrækkeligt effektiv. Altså forhold, der er helt usammenlignelige med dem, der tilbydes i forbindelse med en almindelig drengeomskæring i lokalbedøvelse i en privat kirurgpraksis.

Ifølge de amerikanske børnelægers organisation (AAP) oplever op imod 10% af spæde drenge og 15% af 3-5-årige drenge svigtende smertelindring, når de omskæres under lokalbedøvelse med nerveblokade ved penisroden[24]. Hertil kommer, at STPS forsømmer at nævne, at omskæring af smådrenge i lokalbedøvelse forudsætter, at drengene fastholdes under operationen. Fastholdelse opfattes nu om dage som traumatiserende og forsøges undgået for en hver pris i behandlingen af børn.

Når det gælder bedøvelse og smertelindring, undsiger STPS ovenikøbet anbefalingerne fra Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, en forening af speciallæger med landets højeste faglige ekspertise inden for børneanæstesi og smertelindring. Dette lægefaglige selskab understreger, at de anser omskæring af drenge i lokalbedøvelse for at være ”væsentligt under faglig standard”. Danske børneanæstesiologer ville aldrig gå med til at udføre medicinsk indiceret peniskirurgi på drenge i lokalbedøvelse, da risikoen for smerter og behovet for fastholdelse under indgrebet er for stor. Det er lægefagligt uacceptabelt, at raske drenge skal tilbydes ringere smertelindring ved rituel drengeomskæring, end hvad der er tilfældet, når drenge med forhudsproblemer bliver opereret.

Desuden er der ved brug af lokalbedøvelse en ikke ubetydelig risiko for, at bedøvelsesmidlet kommer direkte ind i blodbanen, hvilket hos spæde drenge kan medføre livstruende komplikationer. Sådanne alvorlige og potentielt fatale forgiftninger i forbindelse med drengeomskæring har der været flere eksempler på i Danmark, også når operationen foregår hos speciallæger i kirurgi. Endelig findes der ingen midler til lokalbedøvelse, som er officielt godkendte til anvendelse på børn under et år. Vi kan som læger ikke acceptere, at små børn skal udsættes for traumer i form af unødig fastholdelse og betydelig risiko for smerter, uden at der foreligger en tvingende medicinsk begrundelse for indgrebet. Forældres religiøse eller kulturelle ønske om at ændre på deres sønners kønsdele udgør naturligvis ikke en legitim medicinsk indikation.

Notatudkastet fra STPS er på centrale områder misvisende og væsentligt under faglig standard. I det hele taget finder vi det som læger barokt at undersøge, hvorvidt et lægeligt set uetisk operativt indgreb kan foregå “patientsikkert”. Kan man forestille sig, at STPS blev bedt om at vurdere, hvorvidt bortskæring af et barns ene øreflip eller lilletå kunne foregå patientsikkert? Det ville selvsagt udløse et ramaskrig.

Vi finder det respektløst at blive beskyldt for at sprede “fake science” og at blive sammenlignet med vaccineskeptikere, når vi med afsæt i vores lægefaglighed påtaler, at STPS ikke har præsenteret offentligheden – herunder landets politikere – for et retvisende dokument om konsekvenserne af drengeomskæring.

Og vi vil naturligvis ikke finde os i at blive beskyldt for racisme og antisemitisme, når vi efterlyser politisk handling for at beskytte mindreårige drenge mod unødig, irreversibel kønskirurgi – uden deres eget samtykke, uden tilstrækkelig smertelindring, og med en langt fra ubetydelig risiko for operative komplikationer, utilsigtede hændelser og negative helbredsmæssige og seksuelle langtidskonsekvenser.

Som læger har vi fokus på barnets tarv i spørgsmålet om drengeomskæring, og vi opfordrer Folketinget til at indføre en 18-årsmindstealder for drengeomskæring uden medicinsk indikation. Vi er overbeviste om, at et sådant lovindgreb – forudgået af en grundig og respektfuld dialog med de berørte befolkningsgrupper og fulgt op med passende sanktioner over for lovbrydere – er vejen frem og vil sikre, at antallet af rituelle drengeomskæringer støt og roligt bringes ned, inden ritualet efter en årrække vil ophøre helt med at eksistere i Danmark.

Næsten ni ud af ti danskere ønsker et lovindgreb på området, og fra et lægeligt synspunkt er der heller ingen grund til at tøve. Drengeomskæring uden medicinsk nødvendighed må ophøre i et civiliseret og rettighedsorienteret samfund som det danske. Politikerne bør følge befolkningens ønske.

333 medunderskrivere

Signe Agersnap, reservelæge
Kiril Aleksov Ahtarovski, afdelingslæge (kardiologi), ph.d.
Mehrnaz Akbari, 1. reservelæge
Ditte Madsen Andersen, læge, ph.d.-studerende
Helene Andersen, speciallæge (almen medicin)
Josefine Andersen, reservelæge
Kasper Møller Meier Andersen, reservelæge
Pernille Andersen, læge, ph.d.-studerende
Stine Brøndum Andersen, læge, associate medical director
Lisbeth Vange Asserhøj, speciallæge (almen medicin)
Susan Astani-Kjær, speciallæge (almen medicin)
Tobias Axelsen, reservelæge
William Baird, speciallæge (almen medicin)
Birgitte Baldur-Felskov, afdelingslæge (gynækologi/obstetrik), ph.d.
Carlo Alberto Barcella, reservelæge,
Jannie Bay, 1. reservelæge
Lasse Paludan Bentsen, læge
Niels Bentzon, overlæge (kirurgi)
Barbara Bonnesen Bertelsen, læge, cand.scient.
Johannes Skjold Birkbak, reservelæge
Mette Bisgaard, læge, ph.d.-studerende
Nina Hannover Bjarnason, overlæge, dr.med.
Helene Bjerno, læge
Anne Høyrup Bjerre, speciallæge (gynækologi/obstetrik)
Aske Bohm, reservelæge
Kirsten Boisen, afdelingslæge (pædiatri), ph.d.
Katrine Borum, 1. reservelæge
Marie Sommer Boysen, speciallæge (børne- og ungdomspsykiatri)
Andreas Hjelm Brandt, 1. reservelæge, ph.d.
Ulrik Branner, overlæge (ortopædkirurgi)
Annette Lund Brixen, afdelingslæge (onkologi)
Kim Agerholm Brogaard, reservelæge
Signe Bech Bruntse, reservelæge
Jakob Burcharth, 1. reservelæge, ph.d.
Camilla Boslev Bårnes, reservelæge, ph.d.
Jesper Caning, speciallæge (almen medicin)
Malene Mie Caning, reservelæge
Helle Gervig Carstensen, 1. reservelæge, ph.d.
Bent Castensøe-Seidenfaden, afdelingslæge (kirurgi)
Anders Mark Christensen, reservelæge, ph.d.
Eva Christensen, speciallæge (almen medicin)
Regitse Højgaard Christensen, reservelæge, ph.d
Søren Refsgaard Christensen, reservelæge
Thomas Emil Christensen, læge, ph.d.
Claus Behrend Christiansen, reservelæge
Michael Christiansen, overlæge, adj. professor
Alice Vangerschov Christophersen, overlæge (lungesygdomme)
Theodóra Hannesdóttir Cleemann, afdelingslæge (neurologi)
Stine Novrup Clemmensen, 1. reservelæge, ph.d.
Christopher Clemmesen, reservelæge, ph.d.
Klara Coello, reservelæge, ph.d.
Mette Dahl, læge, ph.d.-studerende
Frederik Dalgaard, reservelæge
Maja Dalsgård, 1. reservelæge
Alexander Lindholm D’Amore, reservelæge
Line Damsgaard, reservelæge
Nanna Damsgaard, reservelæge
Stine Darkner, 1. reservelæge, ph.d.
Lise Darling, overlæge (pædiatri)
Hjalte Daugaard, reservelæge
Henrik Dibbern, speciallæge (almen medicin)
Henrik Diemer, fhv. overlæge (almen medicin & klinisk fysiologi/nuklearmedicin)
Laura Diness, afdelingslæge (klinisk onkologi)
Troels Gammeltoft Dolin, læge, ph.d.-studerende
Martin Døssing, fhv. overlæge (lungesygdomme), dr.med.
Nanna Døssing, afdelingslæge
Gertrud Egelund, reservelæge, ph.d.
Jon Egelund, læge, ph.d.
Anne Gjesing Høj Eggers, 1. reservelæge, ph.d.
Thomas Svare Ehlers, læge, ph.d.-studerende
Michael Eich-Høilund, afdelingslæge (ortopædkirurgi)
Randi Ellingsgaard, speciallæge (almen medicin)
Ditte Kramer Enderlein, afdelingslæge (ortopædkirurgi)
Maria Skou Eriksen, reservelæge
Liv Willer Erritzøe, læge
Bettina Fage-Larsen, vik. overlæge (børne- og ungdomspsykiatri), ph.d.-studerende
Sven Felsby, overlæge (anæstesiologi)
Ida Liebe Felsted, overlæge (psykiatri)
Peter Fjeldborg, speciallæge (almen medicin)
Charlotte Floridon, speciallæge (gynækologi/obstetrik), ph.d.
Malene Forstholm, afdelingslæge (gynækologi/obstetrik)
Kjersti Fosheim, reservelæge
Nicolai Bang Foss, overlæge (anæstesiologi), dr.med., klinisk lektor
Jan Fouchard, fhv. afdelingslæge (samfundsmedicin), ph.d.
Kirsten Bække Franck, læge
Christina Frøslev-Friis, afdelingslæge (anæstesiologi)
Lise Borregaard Fuglsang, speciallæge (almen medicin)
Malene Rumpf Gade, reservelæge
Julie Galsgaard, speciallæge (almen medicin)
Anne Louise de Barros Garioud, reservelæge
Simon Gartner, overlæge (psykiatri)
Kasper Smidt Gasbjerg, reservelæge, ph.d.-studerende
Gustav Gerstrøm, speciallæge (anæstesiologi og præhospital akutmedicin)
Mahican Gielen, overlæge (radiologi)
Pia Holland Gjørup, overlæge (lungesygdomme), ph.d.
Christian Graugaard, professor (sexologi), ph.d.
Claus Gravholt, overlæge (endokrinologi), dr.med., ph.d.
Sarah Grunnet, afdelingslæge (pædiatri)
Katja Kjær Grønbæk, læge, ph.d.-studerende
Julie Gaardbo, 1. reservelæge, ph.d.
Casper Hagen, læge, dr.med.
Anna Martha Hammershøi, reservelæge
Jamal Abed Hanash, overlæge (kardiologi), ph.d.
Laura Sommer Hansen, 1. reservelæge, ph.d.
Lis Verner Hansen, speciallæge (almen medicin)
Merete Hansen, speciallæge (almen medicin), sexolog
Søren Hardt-Lindberg, læge, ph.d.
Cecilie Okholm Hartmann, reservelæge
Tanja Schlaikjær Hartwig, reservelæge, ph.d.
Charlotte Hauge, reservelæge
Michael Haugaard, afdelingslæge (kirurgi)
Rikke Heimbürger, afdelingslæge (radiologi)
Pernille Høgh Hellmann, læge, ph.d.-studerende
Louise Hennings, reservelæge
Jeppe Linander Henriksen, reservelæge
Anita Herrstedt, reservelæge
Anna Herskind, reservelæge, ph.d.
Tanja Lee Hilsløv, speciallæge (almen medicin)
Klaus Hindsø, overlæge (ortopædkirurgi), ph.d., klinisk lektor
Bjarne Skjødt Hjaltalin, overlæge (anæstesiologi), MPG
Andreas Hoff, speciallæge (psykiatri), ph.d.-studerende
Steen Hoffmann, overlæge (klinisk mikrobiologi)
Johan Krogshave Holdt, reservelæge
Jonas Peter Holm, speciallæge (øre-næse-halssygdomme)
Mette-Marie Orebo Holmström, speciallæge (almen medicin)
Anna Holm-Sørensen, reservelæge
Henrik Holm-Sørensen, 1. reservelæge, dr.med.
Habib Horsager, speciallæge (ortopædkirurgi)
Tanja Horsager, reservelæge
Nils Hoyer, reservelæge, ph.d.
Morten Hvidtfeldt, reservelæge
Sofie Hædersdal, reservelæge
Linda Højberg, speciallæge (hæmatologi)
Kasper Ingerslev, speciallæge (gynækologi/obstetrik)
Pelle Lau Ishøy, 1. reservelæge
Gunvor Iuel, speciallæge (almen medicin)
Benedikte Kolbæk Jacobsen, speciallæge (almen medicin)
Jacob Jacobsen, reservelæge
André Jacobsen, reservelæge
Sune Jauffred, afdelingslæge (ortopædkirurgi)
Kristian Reinhold Jauho, reservelæge
Jeppe Thue Jensen, reservelæge
Katrine Jensen, 1. reservelæge, ph.d.
Kristian Hastoft Jensen, reservelæge, ph.d-studerende
Sune Jensen, læge
Thomas Korgaard Jensen, afdelingslæge (kirurgi)
Peter Jensen-Gadegaard, overlæge (anæstesiologi)
Johanne Bruun Jeppesen, speciallæge (almen medicin)
Naja Zenius Jespersen, reservelæge, ph.d.
Sofie D. K. Jespersen, læge
Anders Johansen, overlæge (endokrinologi)
Peter Johansen, speciallæge (almen medicin)
Lars Juul, overlæge (reumatologi), ph.d., klinisk lektor
Simon Juul, reservelæge
Christian Jøns, afdelingslæge (kardiologi), ph.d.
Mia Jørgensen, reservelæge
Pernille Christine Jørgensen, læge
Trine Maria Mejnert Jørgensen, afdelingslæge (karkirurgi), ph.d.
Jeppe Kallesøe, speciallæge (almen medicin)
Anders Peder Højer Karlsen, reservelæge, ph.d.
Mona Aarenstrup Karlsen, 1. reservelæge, ph.d.
Kajsa Kemppi, speciallæge (almen medicin)
Urd Lynge Kielgast, overlæge (endokrinologi), ph.d.
Karsten Kindberg, overlæge (anæstesiologi)
Marianne Kirkegaard, overlæge (neurologi)
Preben Kirkegaard, professor (kirurgi), dr.med.
Maj Kamille Kjeldsen, reservelæge, ph.d.-studerende
Thomas Kjeld, overlæge (kardiologi)
Jakob Lyngby Kjærgaard, 1. reservelæge, ph.d.-studerende,
Dan Høffner Kjærup, læge
Søren Mehl Knudsen, afdelingslæge (anæstesiologi)
Pernille Kock, speciallæge (almen medicin)
Emilie Katrine Kongebro, læge
Nikolaj Thure Krarup, 1. reservelæge, ph.d.
Søren Lund Kristensen, reservelæge
Larry H. Kristiansen, speciallæge (øre-næse-halssygdomme)
Ole Peter Kristiansen, overlæge (kardiologi), dr.med.
Lisbeth Bonde Kromann, læge, ph.d.
Line Kruckow, læge, ph.d.-studerende
Torben Madsen Kvist, reservelæge, ph.d.
Alexander Kyhnel, speciallæge (øjensygdomme)
Alex Kappel Kørup, 1. reservelæge, ph.d.-studerende
Thomas Lafrenz, overlæge (anæstesiologi)
Jacob Lagoni, afdelingslæge (ortopædkirurgi)
Naja Bjørslev Lange, afdelingslæge (ortopædkirurgi)
Julie Langen, speciallæge (almen medicin)
Mark W. Langer, reservelæge
Linnea Langhans, reservelæge, ph.d.
Lasse Langhoff, reservelæge
Andy Larfred, overlæge (ortopædkirurgi)
Jonas Møller Larsen, 1. reservelæge
Trine Kiilerich Lauridsen, 1. reservelæge, ph.d.
Hans Kristian Lauritsen, speciallæge (anæstesiologi)
Anders Christian Laursen, reservelæge
Henrik Leffers, reservelæge
Louise Lang Lehrskov, reservelæge
Viktoria Lindberg-Larsen, reservelæge, ph.d.
Karoline Lindby, 1. reservelæge
Jan Lindebjerg, overlæge (patologi), klinisk lektor
Kim Lindelof, afdelingslæge (anæstesiologi), ph.d.
Mette Lindelof, speciallæge (neurologi)
Christina Bach Lund, reservelæge, ph.d.
Kamma Sundgaard Lund, reservelæge, ph.d.
Jacob Alexander Lykke, overlæge (gynækologi/obstetrik), dr.med., klinisk lektor
Celina Skjødt Lyngsø, 1. reservelæge
Ea Papsø Løwenstein, læge, ph.d.-studerende
Alexander Scheller Madrid, reservelæge
Kenneth Grønkjær Madsen, læge
Søren Aalbæk Madsen, afdelingslæge (anæstesiologi)
Keyvan Maghsoudi, speciallæge (øre-næse-halssygdomme)
Camilla Mandrup, 1. reservelæge, ph.d.
Christian Marker, reservelæge
Bjarke Medici, reservelæge, ph.d.
Katrine Elsner Melgaard, reservelæge
Sveinar Menne, overlæge (urologi)
Howraman Meteran, reservelæge, ph.d.
Anders Mikkelsen, læge, ph.d.-studerende
Solveig Irene Mikkelsen, 1. reservelæge (almen medicin)
Jesper Milthers, overlæge (neurologi)
Signe Sloth Mogensen, reservelæge, ph.d.
Katrine Elisabeth Mortensen, 1. reservelæge
Louise Hasselström Munk, afdelingslæge (endokrinologi)
Rune Gade Maagensen, speciallæge (almen medicin)
Naomi Nadler, reservelæge, ph.d.-studerende
Mohammad Nasiri, læge
Erling Møller Nielsen, speciallæge (almen medicin)
Lasse Nielsen, speciallæge (almen medicin)
Line Aagaard Nolting, læge
Anna-Karin Numé, reservelæge
Helle Nygaard, speciallæge (almen medicin)
Malin Nylander, reservelæge, ph.d.
Ida Näslund Thagaard, 1. reservelæge, ph.d.
Anders Nøhr, reservelæge
Finn Nørmark, speciallæge (ortopædkirurgi)
Mette Borch Nørmark, speciallæge (neurologi)
Josephine Obel, overlæge (gynækologi/obstetrik)
Jonas Olsen, reservelæge
Tina Elisabeth Olsen, overlæge (patologi)
Jakob Ohm Oreskov, reservelæge
Katia Ohm Oreskov, reservelæge
Andra Pachai, overlæge (anæstesiologi)
Jannik Langtved Pallisgaard, reservelæge, ph.d.
Anette Tønnes Pedersen, overlæge (gynækologi/obstetrik), ph.d.
Tine Marie Pedersen, læge
Rikke Feldbæk Peitersen, speciallæge (almen medicin)
Lisa Grange Persson, læge, ph.d.-studerende
Helle Petri, 1. reservelæge, ph.d.
Anders Pitzner-Fabricius, læge, ph.d.-studerende
Gregers Rasmussen, 1. reservelæge, ph.d.
Ida Holdt Rasmussen, læge
Kathrine Naaja Rasmussen, reservelæge
Pernille Darling Rasmussen, speciallæge (børne -og ungdomspsykiatri), ph.d.
Nanna Reiter, overlæge (anæstesiologi)
Anja Falk Riecke, 1. reservelæge
Birgit Falk Riecke, 1. reservelæge
Emilie Claudi Risom, reservelæge, ph.d.-studerende
Hanne Risør, speciallæge (almen medicin)
Marie Røsland Rosenørn, 1. reservelæge
Lars Rotwitt, overlæge (ortopædkirurgi)
Anne-Christine Huth Ruwald, reservelæge, ph.d.
Jesper Rydberg, afdelingslæge (gynækologi/obstetrik)
Julie Rydberg, læge
Peter Rørdam, reservelæge
Johannes Boyen Sandgaard, speciallæge (almen medicin)
Frederik Schaltz-Buchholzer, læge, ph.d.-studerende
Nadia Østerlund Schmidt, speciallæge (almen medicin)
Michelle Skøtt Schmiegelow, reservelæge, ph.d.
Ann-Marie Malby Schoos, 1. reservelæge
Wendy Schou, reservelæge
Lena Schroll, overlæge (ortopædkirurgi)
Morten Schrøder, læge
Helga Holm Schultz, 1. reservelæge, ph.d.
Jakob Hedegaard Schultz, reservelæge
Signe Schwaner, afdelingslæge (lungesygdomme)
Morten Sejer, reservelæge, ph.d.
Hrefna Bóel Sigurðardóttir, reservelæge
Lea Lund Sjögren, reservelæge
Anne Mette Skjødt-Jensen, overlæge (anæstesiologi)
Sara Lyngby Skovbølling, afdelingslæge (neurologi)
Anders Peter Gerholt Skovsen, afdelingslæge (kirurgi)
Tea Skaaby, læge, dr.med., ph.d.
Agneta Snoer, 1. reservelæge, ph.d.
Martin Snoer, overlæge (kardiologi), ph.d.
Nikolaj Palasin Sode, afdelingslæge (ortopædkirurgi)
Jennie Strid Staberg, reservelæge, ph.d.
Marie Steglich-Petersen, reservelæge
Hans Thorvald Stokkendal, speciallæge (almen medicin)
Mie Strømberg, speciallæge (almen medicin)
Marianne Gardar Stærk, reservelæge
Marie-Louise Hee Suku, afdelingslæge (patologi)
Claus Svenningsen, afdelingslæge (reumatologi)
Anne Louise Born Sylvest, speciallæge (almen medicin)
Katrine Søe, overlæge (kirurgi)
Lars Søndergård, speciallæge (psykiatri), ph.d.
Eva Søndergaard, læge
Mads Søndergaard, speciallæge (almen medicin)
Finn Sørensen, reservelæge
Line Lahn Sørensen, læge
Marie Høgh Sørensen, reservelæge
Michala Sørensen, reservelæge, ph.d.
Mette Terp, overlæge (almen medicin)
Lene Højgaard Therkelsen, speciallæge (almen medicin)
Jakob Hartvig Thomsen, 1. reservelæge, ph.d.
Jakob Edelberg Thomsen, reservelæge
Lena Venneberg Thormann, speciallæge (almen medicin)
Bjørn Thorup, overlæge (ortopædkirurgi)
Mette Toftager, reservelæge, ph.d.
Trine Torp-Pedersen, speciallæge (almen medicin)
Gry Assam Taarnhøj, reservelæge
Pernille Bækgaard Udesen, reservelæge
Annette Ulrich, overlæge (anæstesiologi)
Søren Venø, speciallæge (anæstesiologi)
Steen Villumsen, overlæge (infektionsmedicin), ph.d.
Anders Krog Vistisen, afdelingslæge (onkologi)
Hanne Lundsgaard Voltelen, 1. reservelæge
Sebastian von Huth, reservelæge, ph.d.
Stine Søholt Wad, speciallæge (almen medicin)
Susanne Wammen, overlæge (anæstesiologi)
Kim Wedervang, overlæge (onkologi)
Bo Westergaard, afdelingslæge (anæstesiologi)
Morten Wibroe, reservelæge, ph.d.
Mathilde Winkler Wille, afdelingslæge (radiologi), ph.d.
Astrid Wille-Jørgensen, 1. reservelæge
Mads Wissenberg, reservelæge, ph.d.
Helene Wolsk, reservelæge, ph.d.
Maja Søndergård Worm, læge, ph.d-studerende
Karen Reinhold Wøjdemann, overlæge (gynækologi/obstetrik), ph.d.
Stig Yndgaard, speciallæge (anæstesiologi), MHM
Danny Yu, reservelæge
Dennis Bregner Zetner, læge, ph.d.-studerende
Louise Bruun Østergaard, reservelæge, ph.d.
Jesper Aabo, speciallæge (almen medicin)
Theis Aagaard, reservelæge, ph.d.

Referencer
[1] https://files.projektsexus.dk/2019-10-26_SEXUS-rapport_2017-2018.pdf
[2] https://spuonline.org/abstracts/2018/P21.cgi
[3] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/5947615
[4] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/6861426
[5] https://annalskemu.org/journal/index.php/annals/article/view/2302
[6] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10992698
[7] https://www.journalagent.com/z4/vi.asp?pdir=cocukcerrahisi&plng=eng&un=CCD-53315
[8] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16934157
[9] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17024296
[10] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22262325
[11] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23314413
[12] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16429216 
[13] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20851685 
[14] https://www.auajournals.org/doi/full/10.1016/j.juro.2011.02.409  
[15] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/27194404
[16] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16231970
[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17321310
[18] https://www.state.gov/wp-content/uploads/2019/11/2019-11-25-COP20-Guidance-Full-Consolidated_Public-2-1.pdf
[19] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18422492
[20] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21672947
[21] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23374102
[22] https://files.projektsexus.dk/2019-10-26_SEXUS-rapport_2017-2018.pdf
[23] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22279309
[24] https://pediatrics.aappublications.org/content/130/3/e756.full

Link til det debatindlæg i Politiken 29. februar 2020, e-version 3. marts 2020 (bag betalingsmur), som ovenstående debatindlæg søger at besvare.

Bemærk venligst, at dette debatindlæg intetsteds anklager modstandere af drengeomskæring for racisme og antisemitisme, hvilket forfatterne bag debatindlægget fra lægegruppen fremfører.